Rygterne på gaden siger, at Yelle op til flere gange er blevet bedt om at skifte modersmålet i sine sange ud med det mere hitlistevenlige engelsk.

Men non, merci. Det er heldigvis aldrig sket, og lige netop det franske sprog er en af sangerindens allerfineste forcer.

En bunke tang
Lidt over kl. 22 kom hovedpersonen krabbende ind fra højre – klædt ud som en blanding mellem en menneskehøj bunke tang og et aflagt kostume fra svenske Karin Dreijers Fever Ray-projekt.

Men det var en meget udtryksfuld stak alger, skulle jeg hilse at sige. For selv om ansigtet var gemt væk, var der vild gestik og dans, og det høje energiniveau blev ubesværet holdt i kog koncerten igennem.

LÆS OGSÅMinimalistiske svenskere fortsætter succesen

’S’eteint Le Soleil’ åbnede koncerten med jungletrommer og skarpskydende synths fra Yelles to bagmænd, trommeslager GrandMarnier og beatmager Tepr. Så røg tangklunset af, og Yelle stod festklædt iført asynkron leopardkjole og ditto frisure.

Myndeslank på den franske facon og klar til at lægge København for sine fødder, præcis som hun efter sigende gjorde på årets Roskilde Festival.

Kælen sarkasme
Hendes coverversionaf den svenske kollega Robyns ‘Who’s That Girl’, blev på fransk til ‘Qui Est Cette Fille’ og var blevet transformeret til en mere electropoppet sag i en klædelig up-beat udgave, der gjorde det, som en god coverversion skal kunne: sparke nyt liv i gamle toner.

Med sin højenergiske sceneoptræden og ukrukkede væsen minder Yelle unægtelig en del om Robyn. Men hun fremstår samtidig også i lige så høj grad som en opdateret udgave af landskvinden og yé-yé-sangerinden France Gall, der fik sit gennembrud i 1960’erne.

Præcis som hos Robyn såvel som France Gall er der både humor og kælen sarkasme i Yelles kække tekster, der tilmed oftest er holdt på et niveau, hvor de fleste, der havde fortsætterfransk i gymnasiet, kan være med.

LÆS OGSÅRobyns trodsige attitude skabte skudsikker fest

Rent musikalsk er Yelle ikke den store melodimager. Men gruppen formår at spille på de tangenter, de har, og live fik hele lydbilledet et flatterende ekstra nøk opad.

Lidt a la Vanessa Paradis’ ’Joe Le Taxi’ smidt i en blender sammen med førnævnte Robyn og et djævelsk drys af den fandenivoldskhed, der har banet vej for Yelles landsmænd, de to ballademagere i Justice.

Den perfekte dosis
Lystigt var det. På den uimodståelige ’Safari Disco Club’ var det som at være til fest med hele castet fra ’Løvernes konge’ på savannens sanddækkede dansegulv.

Afslutningsnummeret, ’A Cause des Garçons’, hittede i en mere kluborienteret retning, men kunne i teorien snildt have været Frankrigs bidrag til Eurovisionens Melodi Grand Prix anno 1983 – året, da Yelle blev født.

LÆS OGSÅPopkometen Oh Land har aldrig haft en plan B

Bare i en stramt oppustet opdatering. Men stadig umiskendeligt fransk. Og det er afgjort en af Yelles største forcer. Som en kulørt musikalsk fransk macaron var Yelle en både sprød og sødmefuld fornøjelse.

Og selv om de farverige makroner næppe er noget, du skal indtage i overflod til daglig, var den én time lange koncert det noget nær perfekte sukkerbombardement for denne gang.