Lad os slå det fast med det samme: Guillemots udtales ikke på fransk, men på engelsk [gil-æh-mots].

Den multinationale kvartet har base i London, men er opkaldt efter den sort-hvide alkefugl, som på dansk hedder langnæbbet lomvie.

Tømte legetøjsbutikken
Og præcis som hos den lille havfugl, der tilbringer det meste af året på havet, er der højt til loftet i Guillemots’ univers. Meget højt, endda. Og det takket være frontmand Fyfe Dangerfield.

Han er 31 år og klassisk uddannet pianist med flere orkesterkompositioner bag sig – komponeret sideløbende med hans arbejde i Guillemots, der tydeligvis er hans musikalske legeplads. På godt og ondt.

LÆS OGSÅFransk elektropop-prinsesse besøger Vega

For der er megen leg i Guillemots. Især når de spiller live. Leg med bratte temposkift. Leg med omarrangeringer. Leg med genrekonventioner. Og det var mandagens koncert i københavnske Lille Vega et glimrende eksempel på.

Men indimellem tog den kåde blanding af corny synthesizere, kabaret, popmelodier og prog-rock overhånd. Og da mindede bandet mest om et grådigt barn, der skal tømme en legetøjsbutik på 30 sekunder, men ender med at rasere hele hytten i stedet.

Arven fra Buckley
Den voldsomt fabulerende ’Kriss Kross’ var et godt eksempel på gruppens teatralske tendenser. Med en storslået synthesizer-intro, der lød som noget fra ’Gøngehøvdingen’ efterfulgt af en bedaget omgang helterock, tangerede det ganske enkelt det komiske.

Det samme gjaldt den højstemte ’I Must Be A Lover’, og den nærmest Bay City Roller-klingende ’Trains To Brazil’.

LÆS OGSÅDansepunker med hoftespasmer forvandlede mandag til lørdag

Langt bedre var medrivende og mere straight sange som ’Vermillion’ og publikumsønsket ’Dancing in the Devil’s Shoes’. Ligeledes var et dejligt genhør med ’Made-Up Love Song #43’ et glimrende bevis på, hvor smukke sange Guillemots kan præstere, når Dangerfield skruer ned for sin indre rockopera.

Det samme gjaldt balladen ’I Don’t Feel Amazing Now’, der i albumversionen er et flødekagekvalmende strygerhelvede, men som blev serveret i en nedbarberet udgave med Dangerfield alene på akustisk guitar og en fabelagtig vokal, der ikke levnede megen tvivl om hans store vokalmæssige inspiration fra Jeff Buckley – bare med en god portion mere vildskab.

Så sveden haglede
I det hele taget var det en fornøjelse at se på Guillemots.

Den brasilianske vildmandsguitarist MC Lord Magrão spillede, så sveden haglede af ham, imens den skotskfødte trommeslager Greig Stewart var gemt lidt væk i et konstant røgslør.

Han var flankeret af en ret vidunderlig canadisk bassist med det lige så vidunderlige navn Aristazabal Hawkes, der med sit sorte Adidas-træningssæt, gyldne hoops i ørerne og en lang mørk fletning lignede en ung Missy Elliot. Indtil hun hev kontrabassen frem.

LÆS OGSÅNyt bud på Cure kommer til at hitte i efteråret

Men indimellem er det bare ikke nok at se sej ud og spille, til man sveder. Guillemots balancerer på en sytrådstynd line mellem avantgarden og det solide sanghåndværk. Og indimellem træder de ved siden af – med fuldt overlæg.

Det lyder som et betagende foretagende. Men det kræver, at man kan styre sig. Også når der er frit valg på alle hylder.