En britisk pub-stemning bølgede gennem et stopfyldt Store Vega.

Forventningsfuld støj løftede sig fra et publikum hovedsageligt af eksil-englændere, klædt i Fred Perry-poloshirts, sixpence og seler. Både unge og noget ældre medlemmer af 2-tone-kulturen havde pudset deres Dr. Martens. Denne fredag aften var noget særligt.

Mens Toots and the Maytals’ ’54-46 That’s my number’ buldrede ud af højtalerne som et indigneret radiosignal fra 1960’ernes Jamaica, gik en næsten original udgave af The Specials på scenen som sorte skygger bag det hvide scenetæppe.

Selvfølgelig i sort/hvid. Som i sammensætningen af bandmedlemmernes hudfarve, og som de stilfulde tern på porkpie-hatten, der var bandets varemærke i 1979.

Forrygende popsange
Dengang The Specials smeltede alle udstødte grupper sammen på bagsiden af det engelske samfund. Dengang de vendte op og ned på hitlisterne med ti massive hits på to år.

Og dengang de sang om spøgelsesbyer efter 1981-optøjerne i Brixton og gav verden fortællinger fra arbejderklassens natteliv, hvor man kommer hjem med strint af pis på skoen i stedet for læbestift på skjorten.

The Specials startede med 2-Tone ska en af 1980’erenes stærke ungdomskulturer, men vigtigere end det: de skrev forrygende popsange i det resignerende øjeblik, hvor krisen stak dybest, og man for længst var holdt op med at tro på, at rockmusik kunne forandre verden.

I stedet afspejlede de den, så unge arbejdsløse englændere følte sig hørt midt i håbløsheden. Det behov er tydeligvis ikke blevet mindre med tiden. Det her band og deres musik betyder noget for folk – og er blevet ved med det, 30 år efter de gik fra hinanden på toppen karrieren. Det var tydeligt på et udsolgt Vega.

Hidsige trompetstød
Nu er The Specials på turne med hele deres katalog af uopslidelige sange, der med retro-længsel blander den jamaicanske ska-rytme med tidlig rock’n’roll-guitar og punkens energi. Og får kronragede mænd og kvinder i korte ærmer til at danse som gjaldt det livet.

Det gjorde folk fra hidsige trompetstød og en rytmespringende guitar sendte den første trykbølge gennem den kogende spillested med salven ’Do the Dog’, ’(Dawning of A) New Era’ og ’Gangsters’.

Der er kun næsten tale om en gendannelse, så længe den virtuose keyboardspiller Jerry Dammers trodsigt holder sig væk, men The Specials lagde ud med en intensitet, der slørede det faktum og samtidig sløjfede tidens 30-årige gang.

Og imens løb Dammers danske erstatning, Nikolaj Torp Larsen, på stedet og gjorde, hvad han skulle på tangenterne for at puste frisk liv i fremragende sange som ’Rat Race’, ’Friday Night, Saturday Morning’ og ikke mindst ’A Message to You Rudy’.

Frontmand Terry Hall smilede ikke, men gav The Specials sin oprindelige stemme tilbage med en smittende overbevisning.

Han trak sig dog lidt tilbage undervejs, og koncerten faldt i tempo. De manglede alligevel ungdommens smidighed og endte i et par langsomme og mere matte versioner af ’Stereotype’ og ’Hey Little Rich Girl’.

Nostalgifest
Inden koncerten kæntrede helt, og styrken i publikums heftige fællessang tog over, greb The Specials igen fat om festen og sluttede af på toppen med træfsikre ’Nite Klub’ og ’Too Much Too Young’, før den stadig foruroligende flotte afmagt i ’Ghost Town’ indledte ekstranumrene.

Ligesom deres sidste sang ’You’re Wondering Now’ var mere show end sjæl, var det nostalgifesten, der prægede koncerten. Men den efterlod alligevel en rest af noget andet i baghovedet, der opløste mistanken om en hurtig pensionsopsparing.

I takt med at sangteksterne røg over læberne på folk omkring mig, stod det klart, at The Specials dengang i Thatchers England formulerede noget langtidsholdbart.

Blev forbudt på BBC
Flere gange blev The Specials forbudt i BBC’s redigerede virkelighed, men fordi de ramte unge mennesker i øjenhøjde, strøg de til tops på hitlisterne.

Med sange om almenmenneskelige erfaringer og bekymringer, der ætser sig ind i identiteten på den ene generation efter den anden.

I en tid, hvor klimaet måske kollapser, nationalismen atter ulmer, Europas ungdomsarbejdsløshed eksploderer, og kinamanden gør sig klar til at slubre vores job i sig som chop suey, var de gamle helte fra en anden tid end min egen pludselig relevante igen.

Ikke som sentimentale lommer i fortiden, men som kontante realister i virkelighedens stenbrud.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN