Jeg ved ikke, hvordan det lyder, når Ulla Terkelsen synger.

Men torsdag aften leverede den legendariske sanger Ozzy Osbourne sit bud, da han med en fremtoning meget lig den i Danmark så legendariske tv-reporters lallede ind på Bøgescenen i Skanderborg.

I lighed med Ulla Terkelsen leverede Ozzy Osbourne rapporter fra alverdens brændpunkter.

I sin iver for at komme til indledte han oven i købet sin koncert før det afsatte tidspunkt, hvilket mildt sagt ikke er hverdagskost på en stramt styret festival.

Mørkets pauseklovn
Her hører ligheden også op. For mens Ulla T. efter alle tørklæder og solemærker at dømme fremdeles tager sig selv og sin metier alvorligt, virkede Ozzy Osbourne som en mand, der for længst har glemt, hvorfor han i sin tid var med til at skrive nogle af rockens bedste sange med bandet Black Sabbath.

Uden formentlig at ænse, at han for længst har forvandlet sig fra noget så frygtindgydende som Mørkets Fyrste til det noget mere harmløse Mørkets Pauseklovn i sin sceneoptræden, lallede han rundt som en mormor, der havde fået lusket lidt for meget rom i teen og nu bare var noget så inderligt metaltræt af al det metal.

»Her er en sang, der hedder 'Suicide Solution«, forklarede den metalliske mormor frejdigt, da han skulle i gang med sættets tredje sang. Og kvalte så enhver farlighed i den sang, som engang i vist noget nær ramme alvor blev mistænkt for at lokke teenagere til at flirte med selvmord ved at tilføje:

» I love you all « .

Det er til at leve med, at kongerækken af sange fra dengang rockens krone var legeret af det tungeste metal, blev præsenteret som et slingrende, nostalgisk tilbagetog.

Nysselig frisure
Men det er svært at se på, at den mand, der bar kronen i hine tider, har kastet scepter og kåbe fra sig i en grad, så sangene tilsyneladende ikke giver anledning til andet end et forkvaklet forsøg på at fremtvinge et dæmonisk grin hos ophavsmanden.

Med sin løbende mascara i ansigtet under den nysselige Ulla T.-frisure og de sorte fingernegle, er det umuligt ikke at holde af mormor Osbourne, som han tusser rundt på scenen.

Som en understregning af, at den gamle og gennemhærgede krop for længst er kommet i overgangsalderen, måtte sangeren igen og igen overhælde sig selv med en spand koldt vand, som pressefotografer og publikum på de forreste rækker også fik lov at mærke.

Gemytlige versioner
Det var vist også det farligste, manden, der engang underholdt medier og pladeselskabsfolk med at udsætte sig selv for massiv salmonellarisiko ved at bide hovedet af først en lille (freds)due og senere en flagermus, havde at byde på.

Resten var gemytlige versioner af de klassiske sange, det medbragte band udsatte for masser af lir, larm og alenlange soloer.

Vi måtte naturligvis nå frem til den obligatoriske solo for guitar og tromme, så hovedpersonen kunne komme ud og hale lidt ilt indenbords, mens vi andre gispede af kedsomhed. Og dog. Det er ikke helt sandt.

De yngste deltagere i Skanderborg Festival havde åbenbart aldrig oplevet denne gru fra fortidens selvoptagede rock og jublede som gale ved hvert et trommeslag. I det hele taget ville jublen ingen ende tage, hvilket mest må skyldes benovelse over at være i nærhed af en mand, der trods alt har haft sit eget show på MTV.

Øjne og ører krympede
I hvert fald var det svært at finde begejstringen, selv om man som undertegnede holder meget af Ozzy Osbourne. For vore øjne og ører krympede 'Mr. Crowley', mens 'War Pigs' lød som hvinende skrig fra en gammel galt på vej til slagteriet, og 'Iron Man' forvandlede sig til en rustbunke undervejs.

Kun da 'Bark At The Moon' virkelig blev et magtfuldt hyl mod månen fra et pludselig antændt band, fulgt af en prægtig 'Fairies Wear Boots' med sine halsbrækkende temposkift, genvandt Osbourne lidt af den tabte ære.

Men da var det for sent til at overbevise om, at mormor stadig kan holde metallet flydende. Selv om vi belønner Ozzy Osbourne for lang og tro tjeneste og fremdeles fin humor, er det måske på tide at trække sig tilbage og overlade scenen til Ulla Terkelsen og taxachaufførerne.

Det var sgu til at blive 'Paranoid' over, hvis man ikke var det, inden også denne sang blev hvinet og gnækket ned i sølet.