Teksten på væggen var ikke til at misforstå.

Mens 47.000 forventningsfulde publikummer sivede ind under Parkens udrullede tag, kunne de på den gigantiske scene med den halvbyggede mur læse forskellig graffiti på murstenene.

Bøjet i Coca-Colas design stod der ’Capitalist’, mere militant hed det: »If at first you don’t succeed – call an airstrike!«, og nede i hjørnet forvarslede sprayteksten: »Should I trust the goverment?«.

Både de overvintrede hippier, den gråhårede funktionær i ruskindsjakke og de brovtende typer på orlov fra bodegaen, man kunne møde på vej gennem Fælledparken, blev før koncerten gennet ind i meningsgeledderne:

Pompøst show
Krig er det værste, kapitalisme noget skidt, og alle autoriteterne skal væltes.

Det var ikke til at misforstå. Men heller ikke til at gå i dialog med, når det blev skreget ud i versaler og hamret ind i panden på folk, som Roger Waters gjorde det hen over en to og en halv times genopførelse af sit opus magnum.

Et pompøst show, der under de bombastiske budskaber havde svært ved at finde balancen mellem flammende fredsretorik og personlig terapi, mellem den stivbenede rockopera og den gode koncert.

På den måde er der ikke meget, der har ændret sig, siden dengang de fleste af os – i hver vores tid – blev ramt af muren. Uanset hvor vi roder rundt på samfundets stige i dag, var det sikkert på efterskolen, i gymnasiet eller midtvejs i en af ungdommens uhjælpeligt rullede joints, at Pink Floyds 1979-hovedværk, ’The Wall’, pludselig blev en åh så intens oplevelse.

Et betydningsovervældende værk, men også et rod af gumpetung metaforik og paradokser.
Velkendte tricks
Lørdag aften var katarsisfortællingen om Pink, der mister sin far til krigen og kæmper sig ud af den omklamrende mors klør, den samme. Og stadig en spejling af Roger Waters egen beretning fra briksen.

Pink bliver rockstjerne og ender med at sidde følelseskold tilbage i et moderne vakuum af fremmedgørelse, angst og frygt for stadionrockens indbyggede fascismeforførelse.

Nu sat spektakulært stort i scene med de velkendte koncerttricks.

Den gigantiske hvide mur blev atter bygget op i første akt og revet ned til sidst i andet. Indimellem fløj en kæmpe gris hen over hovedet på os, den onde, onde lærer rejste sig truende foran os i form en 15 meter høj dukke, og i de enorme filmprojektioner så vi hamre i strækmarch, passager af geniale Gerard Scarfes tegnefilm samt ikke mindst billeder fra nyere tids krige.

Sangene var de samme, og midt i en effektfuld brug af surroundsound, der forvandlede Parken til en kæmpe biograf, holdt Roger Waters et pænt niveau som sanger.

Politisk dundertale
Ikke så brændende som på den filmstrimmel af en 30 år yngre udgave af ham selv, der dukkede op undervejs, men med seks instrumentalister og fem sangere blev det til fulde kompenseret i en vellykket gennemspilning af det både rockbrusende, køligt funkede, operadramatiske og i højdepunkterne melodisk uimodståelige konceptalbum.

Men den musikalske side af sagen måtte arbejde for opmærksomheden i et sceneshow, der var slæbt til København af 35 trucks. Og som først og fremmest formulerede sig i den politiske dundertale, der skulle give ’The Wall’ nutidig relevans. Her, 20 år efter at Roger Waters koblede betydning af ’The Wall’ med Berlinmurens fald, var det lige præcis dét politiske spor, der blev betonet i den teknologisk imponerende 2011-opdatering.

Døde amerikanske soldater fra krigen i Irak blev projiceret op mellem iranske kvinder, ofre for 11. september og faldne soldater fra Anden Verdenskrig.

Krigens tragiske ansigter dukkede først op, siden fulgte billederne af elendighed og fattigdom verden over, før vi til sidst fik tekstbeskeden: Al krigsførelse er i grunden at stjæle opmærksomheden fra de mange, der lider af sult.

Men ikke nok med det.

Da først muren var etableret fysisk på tværs af Parkens endetribune, blev der udpeget nye nedrivningsklare mure (mellem øst og vest), og de galoperende globale tv-mediers blenderblanding af silikonebryster og menneskelig krigsulykke pegede ud i det samme værditomme rum, som Pink allerede svævede behageligt og følelsesløst rundt i for tre årtier siden.

Nej til krig
Som et sympatisk projekt ville Roger Waters med ’The Wall’ rejse et aktuelt spørgsmål: Hvad er egentlig vigtigt i dag?

Det er svært at være uenig i krigens grufulde væsen, men den opulente forestilling havde svært ved at klare sig fri af skærene af på den ene side sine massivt overdrevne virkemidler og på den anden side et forudsigeligt anklageskrift.

Og for at sikre, at ingen trådte ved siden af midt i dette den allerstørste opsætning af det store show , blev spørgsmålet »Mother, should I trust the goverment?« besvaret på muren med teksten »Fandeme nej«.

Det fremkaldte et tilkendegivende jubelbrøl fra publikum, der som en summende masse kort efter sang med på sætningen »we don’t need no thoughtcontrol«.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Terapien er lykkedes
Den formidlende omstændighed var nu som før: musikken. Ikke ordene, men tonerne.

Nok havde Roger Waters lidt vanskeligt ved at vælge mellem hovedrollen i en rockopera og tjansen som lykkelig sanger foran det publikum, han oprindelig forsøgte at afskærme med sin mur, men ’The Wall’ har ganske enkelt sange, der er svære at ryste af sig igen.

Lørdag aften skilte i sær ’Mother’ sig – trods sin firkantede retorik om moderbinding – ud og satte sammen med en brændende version af ’Run Like Hell’, den desperate ’Hey you’, sunget fra skjulet bag muren, og det guitarsplintrende højdepunkt ’Comfortably numb’ en tiltrængt musikalsk præg på det hele.

Men okay, Waters ekstremt dyre og narcissistiske terapi er lykkedes.

Efter 30 år har han accepteret både sine private forviklinger og rollen som rockstjerne. Godt for ham. Men kan vi nu komme videre og finde ind til et rocksprog, der gør plads til poetiske nuancer og ikke banker publikum på plads med beskeder fra den imposante fladskærm af en mur?

Kommentér:
Hvordan oplevede du koncerten? Giv dit besyv med nedenfor.