I de seneste år har rytmer fra Balkan, grooves fra Afrika, arabiske skalaer og jamaicanske dubs udfordret rocken og poppens monpol som populærgenre i Europa og USA.
Også i København, der de næste tre år er vært for den internationale musikmesse Womex - verdensmusikkens årlige stormøde.
iBYEN guider dig til de bedste af festivalens deltagende lande og kunstnere.
Norden: 'The Great Nordic Night'
Endelig kom det fortjente vindue til folkemusikken fra Norden, nærmere betegnet Danmark, Grønland, Færøerne, Norge, Sverige, Finland og Island.
Specielt spillemandsmusikken har markeret sig kraftigt i Danmark, hvor musikere giver stof til eftertanke for alle dem, der vil tage patent på danskhed.
Harald Haugaard var en pioner allerede, da han var med i hedengangne Sorten Muld. Violinisten har siden erobret verden i mange sammenhænge og har været leder af folkemusiklinjen på Det Fynske Musikkonservatorium, og han er udvalgt til at lede dette mestermøde blandt de ypperste spillemænd fra Norden.
Forvent et overdådigt show, hvor det faste orkester får selskab af en perlerække af solister. Og vær med til at bevidne det syvmileskridt, som danske spillemænd har taget i løbet af det sidste årti.
Onsdag 28. oktober kl. 20, Studie 1, DR-byen
Etiopien: 'Addis Acoustic Project'
Der har været fortjent fokus på etiopisk musiks gyldne tidsalder i 50’erne og 60’erne, ikke mindst efter arrangøren og vibrafonspilleren Mulatu Astatke leverede musikken til Jim Jarmusch-filmen ’Broken Flowers’.
Ud af mødet mellem afrikanske rytmer og arabiske skalaer har de etiopiske musikere skabt en særegen signatur af pop, funk, soul, jazz og latin, som er blevet berømmet over hele verden. Addis Acoustic Project er så nyt, at der kun er 800 hits på deres MySpace-side. Men tag ikke fejl.
Du kommer til at møde mestre fra tidsalderen før den gyldne periode i sluttresserne, som med mandolin og klarinet i hovedrollen spiller en tilbagelænet og dybt fascinerende musik, hvor rumbaen lurer om hjørnet med et touch af Duke Ellington, som man bare spiller det i hovedstaden, Addis Abeba.
Torsdag 29. oktober kl. 21.45, Studie 1, DR-byen
Tyrkiet: 'Ahirkapi Roman Orkestrasi'
Efter at verdens opmærksomhed i nogle år har været rettet mod brassbands fra Eksjugoslavien og Rumænien, er det befriende at opleve, at et sigøjnerorkester fra det osmanniske riges gamle centrum ved Bosporus stadig kan give de fleste baghjul.
I Tyrkiet er konkurrencen umenneskelig hård, og de bedste musikere i Istanbul er bare af en anden verden. Sådan er det med dette orkester, som passende kan minde os om, hvor det sner i et inferno af rap, perkussion, smægtende violiner og klarinetter. Koncerten med disse romaer på Foyer Stage er en af dem, der for alvor er grund til at se frem til.
Lørdag 31. oktober kl. 22.30, Foyer Stage, DR-byen
Frankrig/Algeriet: 'Watcha Clan'
Udgangspunktet for Watcha Clan er Marseilles, hvor indvandrernes traditionelle musik fra Magreb-landene i Nordafrika møder moderne grooves i laptoppens vridemaskine.
Watcha Clan er ikke bange for at lægge en bund af hiphop, drum’n’bass og electro under den vidunderlige sangerinde Sista K, som er af berberisk og jødisk oprindelse. Læg dertil en mandlig sanger, som er fra den algeriske by Oran, raï-musikkens vugge. Og dertil inspirationer fra Jamaicas dub, ragga og reggae, uden at det arabiske et øjeblik forsvinder.
Forvent et dub space, som tager dig på rejse hinsides de marokkanske Atlasbjerge. En af de mange spændende grupper fra Middelhavsområdet.
Lørdag 31. oktober kl. 00.30. Ground Stage, DR-byen
Kina: 'Hanggai'
Koncerten med kinesiske Hanggai giver et genhør med et af de orkestre, som overraskede rigtig mange på Roskilde Festival i år. Vi har over en årrække kunnet vænne os til strubesang, hvor bands som især Huun Huur Tu har stået for en stil, som du enten var hardcore fan af eller slet ikke.
Strubesang lyder helt specielt, ja, nærmest som to stemmer oven i hinanden, hvor den i toppen lyder som en falset kørt gennem en overstyret forvrænger. Og Hanggai, hvis frontfigur, Ilchi, har en fortid i et punkband, blander da også storbylyden fra Beijing med melankolske sange fra de mongolske stepper i et miks af rockinstrumenter, strubesang og den såkaldte morin khuur’ – en violin med hestehår.
Det er gedigen spillemandsmusik fra den såkaldte chinagrass-scene, hvor den mongolske kultur lever midt i metropolen. Men det er også en musik, hvor man uden forudsætninger kan komme ind, læne sig tilbage og blive taget med.
Fredag 30. oktober kl. 21.45. Studie 1, DR-byen
Hør også
Valravn (Danmark/Færøerne): Med albummet ’Koder på snor’ kommer sangerinden Anna Katrin Egilstrød og hendes band med et godt bud på et snarligt internationalt gennembrud, med en elektronisk lyd, der er organisk, med spillemandsviolin og referencer til Björk. To. 29. okt. kl. 21.45, Nordic Club, Studie 4.
Hasna El Becharia (Algeriet): En sej algerisk kunstner, der i sin tid trodsede faderens forbud og lærte sig selv at spille guitar i hemmelighed. Hun har vakt opmærksomhed, fordi hun er trådt ind på mænds enemærker og spiller på gimbri – den særlige trestrengede afrikanske gnawa-bas fra det hellige natlige ritual, som gnawa-folket er kendt for. Hendes musik indeholder gnawa-traditionens klassiske sange med solistens kald og svarene fra koret ledsaget af de dumpe slag på bassens skindoverflade. Men hun er også beslægtet med nattens kvinder fra havnekvarteret i den algeriske by Oran, hvor raï-musikkens vugge står med de æggende arabiske rytmer, som man bare må danse til. To. 29. okt. kl. 23, Ground Stage.
Kenge Kenge (Kenya): Igen et band, som har overrasket vildt positivt på Roskilde Festival. Deres musik er fyldt med trommer og sang, og med 11 mand på scenen er der mere end nok for øjne og ører. Fr. 30. okt. kl. 21.30, Ground Stage.
Gilzene and The Blue Light Mento Band (Jamaica): En tur ned ad memory lane til tiden, hvor musik på Jamaica bestod af to genrer, nemlig rock steady og ska, og før det var det genren mento, der genlød på den caribiske ø. Gilzene og hans vidunderlige band genopliver den gamle mento, som minder om calypso. Fr. 30. okt. kl. 21, Foyer Stage.
Print
Send







































Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit