Elliott Carter er 100 år gammel og stadig aktiv som komponist, og noget af det slående ved denne cd er, at mange af de små, nyere klaverværker fra de seneste år er blandt de bedste.

Ikke fordi der var så mange førhen – da Carter var 86, havde han kun komponeret to værker for soloklaver.

Samarbejdet med pianisterne Charles Rosen og den her spillende Ursula Oppens har dog betydet, at der er kommet en række korte klaverstykker til alderdomsværket.

Komponerer komplekst
Carter komponerer komplekst og kræver voldsomt meget af sine pianister, men Oppens formår at spille forbilledligt klart og ubesværet.

De fleste værker har et atonalt udgangspunkt uden gentagelser og holdepunkter for lytteren, og nogle af dem kan minde om Stockhausens mesterlige klaverstykker.

Men så bevæger han sig ofte umærkeligt over i det mere impressionistisk tonale, ikke mindst i nocturnen ’Night Fantasies’, der hele tiden skifter karakter, men har det søvnløst eftertænksomme som grundstemning.

Et typisk træk ved Carters klaverstykker er at lade de to hænder spille i hver sit tempo, så det indimellem næsten kan virke, som om to pianister spiller to forskellige stykker – men også kun næsten.

Banal grundrytme
Mens den store, berømte klaversonate fra 1946 ærligt talt forekommer lidt kedelig i dag i dens moderate modernisme, er de langt enklere ’Two Diversions’ (1999) mere skarpe og intense.

Og den hurtigt 16-dels-pulserende Caténaires (2006) lader en for denne komponist overraskende banal grundrytme vise komplicerede rytmiske mønstre på et højere niveau gennem accentueringer af visse anslag.

I disse korte værker mærker man en komponist, der tør være nøgtern og systemagtig uden at være demonstrativt kompleks.