Instrumentet viola d’amore er en slags blanding mellem en gambe og en bratsch, som har en række ’sympatiske strenge’, der blot klinger med, når der opstår resonans.

Den havde sin blomstringstid i 1700-tallet, hvor den var elsket for sin blide, indsmigrende klang, og netop derfor er det lidt ironisk, at de bedste værker på denne viola d’amore-cd er de mest fyrige og kantede.

Manden bag hedder Garth Knox, og ham kender man ellers som en af verdens bedste bratschister, ikke mindst fra hans tid i Arditti-kvartetten.

Blændende virtuositet
Nu har han kastet sig over viola-d’amoren og det med en lige så blændende virtuositet og sans for instrumentets muligheder.

Han har ikke blot sammensat cd’en med et repertoire, der spænder fra 1605 til i dag, men bidrager også med sin egen komposition, ’Malor me bat’, der er blandt de bedste.

Her afløses det Arvo Pärt-agtigt meditative af skurrende aggressive passager og af vemodige renæssanceklange fra den gamle sang af samme titel, der betyder ’Ulykken slår mig’.

Hos Knox bliver den oprindelige sangs melankoli til skarp desperation, så man mærker slagene.

En simpel figur
Marin Marais’ ’Les Folies d’Espagne’ fra 1685 er oprindeligt skrevet for to gamber, men som med mange af værkerne på cd’en har Knox omarrangeret til d’amore og cello.

Værket er egentlig blot 32 variationer over en simpel figur (ikke ulig menuetten fra ’Elverhøj’), men de kommer indimellem ud i excesser med en rå energi, så man får lyst til at hoppe balstyrisk rundt og danse folke-pogo.

Nævnes skal også de gode nyere værker af Roland Moser og Klaus Huber, der begge arbejder med mikrotonalitet og strengenes støjmuligheder.

Til gengæld er der overraskende nok ikke meget energi i viola d’amorens store faderskikkelse Attilio Ariosti, hvis ’Prima Lezione’ fra 1720 har mistet pusten og ikke rigtig holder i dag.