Grædende saxofoner, tangoagtig harmonika og smægtende strygere. Anders Koppels orkestermusik ville egne sig glimrende som filmmusik til en romantisk komedie med Meg Ryan og Tom Hanks eller til en sødmefuld argentinsk mainstreamfilm om en 16-årig dreng, der møder den første kærlighed i skikkelse af naboens datter.

Men dette er ikke filmmusik. Der er tale om to dobbeltkoncerter, der overholder den klassiske koncertform helt ned i satsernes opbygning og italienske angivelser og i den generelle rollefordeling, hvor soloinstrumenterne jævnlig træder ud med selvstændige passager, mens orkesteret til andre tider opsluger dem.

Beethoven og tango
Mens violin-akkordeon-koncerten trækker på Beethoven og tango, lægger saxofon-klaver-koncerten sig snarere et sted mellem Moonjam og Irving Berlin. Hertil skal man lægge andre stilreferencer, såsom cocktailjazz og sovjetisk modernisme.

At blande og citere stilarter kræver, at det giver musikalsk mening. Det gør det ikke her. For eksempel er tangoelementerne uden den kantede energi og lidenskab, som gør en tango interessant.

Kedelig og utidssvarende
Og når man komponerer på denne romantiske måde i dag, undgår man ikke Hollywood-associationen. Anders Koppel kan sit håndværk, og det er ikke spor ubehjælpsomt. Han spiller på hele den orkestrale palet, og orkester og solister spiller godt.

Enkelte steder er der plads til, at hans søn, Benjamin Koppel, kan improvisere med ornamenter på saxofonen. Men det er kedelig og utidssvarende kitsch. Som orkesterværker fremstår det mest af alt som klistret pop.