Det første, man hører, er en kraftig, skinger tone, der gradvis forvrænges. Efter 23 sekunder dæmpes den og ledsages af fjerne, blide saxofonklange.

Men netop som man har lænet sig tilbage og glemt det indledende øksehug i ens nervesystem, kommer den forvrængede hyletone igen med dobbelt styrke og sender sin støjdrone gennem marv og ben.

Den unge norske komponist Maja Ratkje har valgt at udfordre lytteren fra begyndelsen og placeret det mest krasse værk, ’ØX’, som det første på en værkopsamlende cd, der mest af alt er kendetegnet ved sin uhyre alsidighed.

Forrygende gambekvartet
Flere af værkerne bygger på den skæve overtonerække, som Ratkje analyserede frem af en dyb saxofontone i slutningen af 90’erne. Den 29-toners skala, hun har konstrueret, er med til at skabe en klangligt kompleks og stærkt dissonant musik, der alligevel hænger harmonisk sammen, som i det skønne værk ’Waves IIb’.

Titelværket, ’River Mouth Echoes’, er en forrygende gambekvartet, der består af 12 små satser af stærkt varierende karakter. Gambens fysiske muligheder udnyttes stramt og med en intensitet, som revitaliserer dette instrument, der tidligere blev betragtet som en slap udgave af violin og cello.

Der bruges en del virkemidler, som er beslægtet med det 20. århundredes store strygekvartetter, men sensibiliteten er den elektroniske tidsalders.

Rent stemmeværk
Maja Ratkjes egentlige speciale er stemmen, hvad hun tidligere har bevist på albummet ’Voice’ fra 2002. Her høres hendes stemme kun i værket ’Wintergarden’, der til gengæld er et rent stemmeværk.

Hun vrænger, raller, gisper, hvæser, synger og reciterer på flere sprog i kor med sig selv. Værket er lavet til en video af Daria Martin bygget over Persephone-myten, og det er stor stemmekunst i samme liga som Diamanda GalÀs og Björk anno ’Medúlla’.

Cd’en ’River Mouth Echoes’ viser os nogle af de mere partiturværkorienterede sider, og selv om ikke alle værkerne er helt så geniale som de her nævnte, vil jeg anbefale den til ethvert nysgerrigt øre.