Bachs indledende ’Aria’ fra Goldberg-variationerne afløses af en hurtig, tonløs pulsering og dissonante, metalliske støjklange, og sådan skifter det hele albummet igennem. Det er frækt at flette sine egne kompositioner og improvisationer med J.S. Bachs, og den slags mislykkes ofte. Men ikke her.
Bach-fortolkerne Paul Giger (violin) og Marie-Louise Dähler (cembalo) kan ikke blot deres Bach til perfektion, de er også i stand til at lave nutidssvarende musik, der virker meningsfuld i sammenhængen. Der er en slags alliance mellem barokmusikken og dele af den nutidige avantgarde, og den hører man tydeligt her.
Som Sonic Youth
Det er en plade, der lyder, som om wienerklassikken og romantikken aldrig har eksisteret; som om de krasse nutidige klangeksperimenter er direkte ekkoer af Bachs nøgterne skønhed. Og cembaloet er et velegnet instrument til at sætte klang på denne alliance – cembaloet, der ikke har alle klaverets ekspressive nuancer, men i stedet en kølig, luftig og metallisk støjende klang.
Dählers cembalo bruges som en klangkasse, som hun f.eks. præparerer til at spille med kvarttoner og ændrede klange, og som de sammen bruger som et hakkebræt, hvor Giger banker på strengene med små køller, mens Dähler spiller på tangenterne.
Disse effekter tages bl.a. i brug i det mesterlige værk ’Cemb a Quattro’, der begynder med en plumb pulseren nede i det dybe register, nærmest uden en tone, og som udvikler sig til noget, der klangligt mest af alt lyder som det mikrotonale støjrockband Sonic Youth med en medrivende pulseren og et ringende inferno af strengeleg.
Skønhed i strukturer
Andre værker trækker på lige dele minimalisme og klangmassemusik, og de er som oftest improviseret frem, men tydeligvis med brug af begrænsninger, der giver dem et enhedspræg, som var de gennemkomponerede.
Netop improvisationer var noget, som optog Bach meget, og her er endnu en klar alliance. Så når Giger & Dähler sætter improviserede præludier og postludier til udvalgte Bachstykker, er det på sin vis i hans egen ånd. Det er en plade, som ikke kan anbefales nok for dens skønhed i strukturer, støj og stilhed.
Bach-fortolkerne Paul Giger (violin) og Marie-Louise Dähler (cembalo) kan ikke blot deres Bach til perfektion, de er også i stand til at lave nutidssvarende musik, der virker meningsfuld i sammenhængen. Der er en slags alliance mellem barokmusikken og dele af den nutidige avantgarde, og den hører man tydeligt her.
Som Sonic Youth
Det er en plade, der lyder, som om wienerklassikken og romantikken aldrig har eksisteret; som om de krasse nutidige klangeksperimenter er direkte ekkoer af Bachs nøgterne skønhed. Og cembaloet er et velegnet instrument til at sætte klang på denne alliance – cembaloet, der ikke har alle klaverets ekspressive nuancer, men i stedet en kølig, luftig og metallisk støjende klang.
Dählers cembalo bruges som en klangkasse, som hun f.eks. præparerer til at spille med kvarttoner og ændrede klange, og som de sammen bruger som et hakkebræt, hvor Giger banker på strengene med små køller, mens Dähler spiller på tangenterne.
Disse effekter tages bl.a. i brug i det mesterlige værk ’Cemb a Quattro’, der begynder med en plumb pulseren nede i det dybe register, nærmest uden en tone, og som udvikler sig til noget, der klangligt mest af alt lyder som det mikrotonale støjrockband Sonic Youth med en medrivende pulseren og et ringende inferno af strengeleg.
Skønhed i strukturer
Andre værker trækker på lige dele minimalisme og klangmassemusik, og de er som oftest improviseret frem, men tydeligvis med brug af begrænsninger, der giver dem et enhedspræg, som var de gennemkomponerede.
Netop improvisationer var noget, som optog Bach meget, og her er endnu en klar alliance. Så når Giger & Dähler sætter improviserede præludier og postludier til udvalgte Bachstykker, er det på sin vis i hans egen ånd. Det er en plade, som ikke kan anbefales nok for dens skønhed i strukturer, støj og stilhed.
Print
Send





























Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit