En tyrkisk dervishdans med jazzimprovisationer akkompagnerer et surrealistisk digt af Henri Michaux.

Et råbekor med trommer fremfører et krigsdigt af T.S. Eliot, og Leonardo da Vincis beskrivelse af et blodigt slag sættes i toner med en atonal og rocket kabaret.

Komponisten Heiner Goebbels blander alle tænkelige musikalske genrer i sin opera, og det går ud over den musikalske dybde.

Et overfladisk landkort
Ensemble Modern er et fantastisk orkester, og de er med på hvad som helst, men intet ’klassisk’ ensemble er i stand til at nå alle disse genrer andet end som overfladiske henvisninger og letbenede pasticher – heller ikke selv om kortene blandes i aldrig før hørte kombinationer.

Operaen hedder ’Landskab med fjerne slægtninge’, og musikalsk bliver der altså tale om et overfladisk landkort. Mere interessant er de tekstlige sammenhænge.

Goebbels har samlet en række fremragende tekster, der har krig som et gennemgående tema med Gertrude Steins ’Wars I Have Seen’ som en central kilde.

Umuligt at forstå det hele
Teksterne fremføres på deres originale sprog, og medmindre man er multilingvist og har italiensk og hindi på sit sproglige repertoire, er det umuligt at forstå det hele.

Men det er en del af Goebbels’ æstetik at hver enkelt må få sit eget indhold ud af hans værker.

Og ’operaen’ er da også bygget op som en lang række selvstændige tableauer frem for som en handling med gennemgående personer.

Nøgternt-lyriske skildringer af krigen
Men krigstemaet giver sig selv, og det samlende princip er noget i retning af nøgternt-lyriske skildringer af krigen, der appellerer til læserens egen stillingtagen frem for at udbasunere en indignation.

Teksterne fremføres ofte lige lovligt højtideligt – således kan Gertrude Steins dagbogsagtige skildringer fra det besatte Frankrig ikke bære at blive deklameret i kor med underlægningsmusik.

I det hele taget bliver den musikalske dragt tit tåkrummennde corny. Måske fungerer det på scenen, men på cd lyder det som en fortænkt pærevælling uden musikalsk nødvendighed.