I det politiske liv raser debatten om, hvorvidt man skal indføre kvoter i erhvervslivet for at få flere kvinder på direktionsgangene rundt omkring i landet.

I dansk populærmusik, hvad enten det er jazz, rock eller andet, er der ingen grund til så meget som at overveje en kvoteordning for kvinder. For de har ved egen hjælp bragt sig i første række. Især som komponister og vokalister har unge danske kvinder gjort sig bemærket.

Sidsel Storm, Sinne Eeg, Kaya Brüel, Malene Mortensen og naturligvis Cæcilie Norby er glimrende eksempler.

Naturstridigt godt spil
Og nu komme der så endnu en til. Navnet er Mette Juul, og den unge jyske kvinde har været et stykke tid undervejs med sin debut. Som til gengæld har været værd at vente på.

Rytmegruppen er af høj klasse:

Den allestedsnærværende trummis Alex Riel, den diskret generøse pianist Heine Hansen og den sejt swingende bassist Jesper Lundgaard bakker den unge dame op på forbilledlig vis.

Sine steder, ikke mindst på standarden ’In the Wee Small Hours of the Morning’, hvor klaveret bærer vokalen, mens Riel på sublim minimalistisk vis bruger sine whiskers med udsøgt sparsommelighed, kører det næsten naturstridigt godt for trioen, og brødrene Gershwins ’Embraceable You’ bliver også forløst både dygtigt og følt.

Jazzvokalist - ikke sangskriver
Mette Juuls foredrag er ikke sådan konservatorieagtig, generisk jazzsang. Hun synger på en lidt gammeldags facon og minder om en sangerinde som Lise Reinau.

Hendes udtryk har til tider et lidt talende præg, som blandt andet i det syv minutter lange titelnummer passer fint til gæstesolisten Palle Mikkelborgs sfæriske trompetspil.

Cd’en indeholder såvel egne kompositioner som andres. Og det er med til at give den en lidt splittet karakter.

For sangskriveren Mette Juul er ikke videre jazzet i det, mens sangerinden Mette Juul klart er jazzvokalist til fingerspidserne. Hendes melodier er til gengæld fine, mens teksterne ikke altid formår at svinge sig op til andet end at være sangbare og rimede.

I imponerende selskab
Det er imidlertid standardnumrene, der står stærkest og får en til at sætte skiven på igen.

Cole Porters ’What Is This Thing Called Love’ får Mette Juul gjort til sin egen, hvilket er en præstation i betragtning af, at både Ella Fitzgerald og Frank Sinatra har sat deres umiskendelige og geniale fingeraftryk på den.

Hatten af for en debut, der lover godt.