Af den grund var det – også – med spænding, opfølgeren blev lagt i cd-afspilleren.
Og det blev ikke mindre inciterende af, at Rasmussen denne gang har indforskrevet den svenske vokalist Josefine Cronholm til at varetage sangarbejdet – samt hidkaldt de brasilianske trommeslagere Robertinho Silva og Afonso Correa til at assistere på et par af pladens numre.
Råswingende regnskovsjazz
Heldigvis blev denne anmelder ikke det mindste skuffet. For det er en rigtig dejlig plade fyldt med råswingende toner fra regnskovens brasilianske land, hvad enten de så er komponeret dér eller af Rasmussen selv, der på ny viser sig som en mand, der måske nok er født i det kolde nord, men har et varmt, bankende sydamerikansk hjerte i brystet.
At lægge ud med en så fladtrampet sag som Sergio Mendez-klassikeren ’Mas Que Nada’ kræver et vist mod.
For selv om der er tale om en indiskutabel ørehænger, så bærer den også på en umiskendelig dated-hed stemning anno dengang, det lige var blevet moderne at spise peanuts, og unge udgaver af vores forældre sad i tremmesofaerne og bællede Irmas ’Ung Smag’-kaffe af keramikkrus.
Men i løbet af cirka to sekunder har Rasmussen og Cronholm blæst alt tresserstøv bort. Og tilbage står blot en fejende flot og nutidig udgave af et stykke musikalsk livsglæde.
Sikre fraseringer
Og en udgave af Jobims ’Triste’ gør ikke en spor sørgmodig, fordi sangen jo dybest set er en hyldest til kærligheden, og i Cromholms sikre frasering hæver den sig gevaldigt over de mange lounge-fortolkninger, den har været udsat for i tidens løb.
Rasmussens klaverspil er på en gang følsomt og i besiddelse af det dybe, seje swing, der skal til for at kunne matche bossaens elegante kantede rytmik og delikate, og han bliver fornemt bakket op af de andre instrumentalister.
Som komponist viser han sit talent i ikke mindst den blide ’Carla’, der lyder, som om den er en kærlighedserklæring til et barn – og en smuk sådan.
Pierre Dørge & New Jungle Orchestra feat. Josefine Cronholm, Shashank Subramanyam og Dawda Jobarteh
Hendes sprøde vokal klæder i den grad Pierre Dørges eklektiske arrangementer, der låner fra såvel Ellington som avantgarde og dansk folketone.
Et højdepunkt var en mere end ti minutter lang fantasi over den danske traditional ’Jeg gik mig ud en sommerdag’, hvor æteriske klange mikses med alfevokal og en empatisk fortolkning af det drømmende omkvæd.
Men også den lange flotte ’Mbizo Mbizo’, som er tilegnet afdøde Johnny Dyani, er en swingende lækkerbidsken med både veloplagt legende guitar, spændstigt chora-spil fra Dawada Jobarteh og musikalske lån, der lader en natklubhimmel åbne sig inden i ens hoved.
Swinger som ind i helvede
Det er tit en skuffelse at høre optagelser af koncerter, man selv har været til, fordi det jo aldrig kan være det samme.
Cd’en vil altid mangle stemningen, spændingen, drinksene inden og den reflekterende cykeltur hjem. Men her er disse mangler til at leve med, fordi musikken er så pokkers tæt, og ikke mindst er genhøret med den indiske fløjtemester Shashank Subramanyam, der fejer enhver tvivl om bambusfløjtens berettigelse i en jazzsammenhæng til side.
Han swinger som ind i helvede ganske enkelt. Og derfor er det godt, at koncerten er blevet udgivet, for det dokumenterer, hvor vidunderlig musikalsk osmose kan være. Det betyder ikke så meget, om materialet er skrevet i junglen eller på brasilianske strande.
Hvis bare det swinger, som salig Ellington sagde.
Print
Send



































Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit