Det var vel i virkeligheden Niels-Henning Ørsted Pedersen – hin sørgeligt afdøde mesterbassist – der åbnede mange danskeres øjne for, at standards ikke nødvendigvis behøver at hidrøre fra den ’store amerikanske sangbog’, men sagtens kan være vækster fra den tonale danske urtehaves rige flora.

Da han sammen med Kenny Drew på pladen ’Duo’ i 1973 indspillede folkemelodien ’I skovens dybe stille ro’ stod det med et klart, at også gamle danske sange egner sig til at få den behandling, der var blevet amerikanske pophits til del i adskillige årtier, de såkaldte standards.

Den alsidige pianist Henrik Gunde har forståelse for dette. Ikke mindst i den sammenhæng, hvor han trakterer med musikalsk udklædning og spiller som klaver-giganten Erroll Garner (han målte 1,57 meter) med dennes karakteristiske lange og ofte tematisk vidtløftige introduktioner til numrene samt hang til udvidede akkorder i rå mængder.

Love is a matter of jazz
’Gunde on Garner’ er projektets navn og dette ensemble, som ud over kapelmesteren tæller bassisten Nikolas Kock og trommeslageren Steen Holm, pladedebuterede med den eponyme ’Gunde on Garner’ i 2007, hvor så forskellige sange som Kai Norman Andersens ’Skærslipperens forårssang’, Gasolins ’Kloden drejer stille rundt’ og Tim Christensens ’Love is a matter’ fik en tur i Gunde Garners melodiske arabesk-maskine.

Nu er toeren så på gaden, og den er helt og aldeles helliget vor egen Bent Fabricius Bjerre, der nok må siges at have skrevet et tema eller to, der kan kvalificere til titlen ’standard’, forstået som en sang, alle kender og de fleste musikere vil kunne spille – hvis man fløjter de første par takter for dem.

Tænk blot på den energiske titelmelodi til Erik Ballings film om Olsen-banden med den karakteristiske trombone-figur som afslutning på hovedmotivet, den melankolske vignet til Matador med dens malende kvart-spring, den drømmende, længselsfulde ’Duerne flyver’ fra filmen ’Jeg er sgu min egen’ samt verdenshittet ’Alley Cat’.

Mening med løjerne
Disse går Gunde og konsorter (bortset fra Olsen-banden i denne ombæring) modigt i kødet på, vel vidende at det er musikalsk danefæ, og at eventuelle misfortolkninger vil få Pia Kjærsgaard og hendes partifæller til at kræve lovindgreb mod trioen.

Og for de flestes vedkommende falder garnerificeringen mere end heldigt ud. Temaet til ’Matador’ afvikles i højt tempo, og introen lever fuldt op til forbilledets ved at have de samme harmoniske ingredienser som melodien, men sætte dem noget anderledes sammen indledningsvis.

’Forelsket i København’ fra filmen af samme navn er medrivende og poetisk fortolket, men allermest vellykket er bonusnummeret ’Nattens sidste cigaret’.

Man kan næsten ikke andet end sympatisere med Gunde on Garners musikalske projekt, fordi det dels er så veludført, dels er båret af en tydelig stor kærlighed til såvel Garners stil som det fortolkede materiale. Det bliver aldrig til det bare pjat; der er mening med løjerne.

Udgiver også med DRs Big Band
Når Henrik Gunde ikke leger Erroll Garner, spiller han blandt andet klaver i DR Big Band, og i den egenskab medvirker han på udgivelsen, hvor dette ensemble under ledelse af den engelske trompetist Gerard Presencer fortolker musik fra Leonard Bernstein (og Stephen Sondheims) genreopdaterende musical ’West Side Story’.

Mange af sangene er allerede standards og fortolket talrige gange, men DR’s velspillende Big Band formår at give dem et nyt liv i nogle arrangementer, der forekommer at være stærkt inspireret af ikke mindst Gil Evans.

Trompeterne spiller en stor rolle i de roligt manende klangflader, fortolkningerne har som et centralt element, og det er et indlysende valg. At flette lidt Miles Davis ind hist og her er heller ikke nogen dårlig idé; ofte kan større og åbenlyse citater godt få noget parodisk over sig, men her fungerer det fint og afstemt.

En version af ’Somewhere’ er uhyre smuk, og det samme er hyldesten til ’Maria’.

Sine steder er det hele dog også en smule affabelt i al sin læderbetrukne og arkitekttegnede vellyd; men det skal der også være plads til. Og solisterne yder inspirerede præstationer. En på mange måder lækker plade.