Print
Send
Manden mangler ikke ord.
Det er mening, han savner. Måske mangler han et hjem. Et budskab, der er hans eget. Som er ægte og mere end bare stjernetåger af ord.
LÆS ARTIKEL DR har fundet Blachmans afløser i 'X Factor'
Thomas Blachman har talt meget. Om hvordan han med denne sin første jazzplade i to årtier har ønsket at finde hjem. Hjem til jazzen. Men det musikalske hjem fremstår som et hult postulat.
Det er Miles Davis’ tresserperiode, Blachman vil hjem til. Et sted, der ikke findes længere. En storhedstid, som den rastløse Miles selv forlod, længe inden han døde.
Derfor giver det kun en eller anden form for konceptuel mening på den meget overfladiske måde, når Thomas Blachman, vokalt sekunderet af den fine bassist Daniel Franck, messer sit »Bring me back home« på nummeret af samme navn.
Ungt stjernehold
Fra første sekund af Thomas Blachmans cd med kvintetten The Pulse er vi smak tilbage i ’Kind of Blue’-universet, og hvad deraf fulgte.
Musikerne er et ungt stjernehold. Sammensat af saxofonisten Jakob Dinesen med overskudspianisten Heine Hansen og Mads la Cour på stilsikker trompet.
Bandet kan deres Miles og Herbie Hancock, og hvad har vi, og Blachman, der siden karrierens jazzbegyndelse faktisk har brugt ganske meget kvalitetsjazztid på triosamarbejdet med Carsten Dahl og Lennart Ginman, er fuld af reverens over for ungdomsidolet Tony Williams’ trommespil.
Levn fra en gammel jazztid
Spilleteknisk og musikalsk kører det i velsmurt gear ad velasfalterede veje. Tilbage til det musikalske hjem, der ikke findes mere, men som kvintetten imiterer: den moderne elitejazz fra de tjekkede 1960’ere.
LÆS ARTIKEL Blachman: Jazz er samlingssted for kæmpeegoer
Men når Blachman i et interview i det nye nummer af tidsskriftet JazzSpecial får sagt, at man i bund og grund ikke kan realisere sig selv i andre folks musik, så rammer udsagnet den skaldede musiker i nakken som en boomerang.
For det er præcis, hvad manden forsøger at gøre med ’The Pulse’. Et album med nye Blachman-noder, der er som copy-pastet fra en jazztid, som for længst er gået. Det kan tilføjelsen af hans og Francks affekterede vokal ikke dække over.
Det er mening, han savner. Måske mangler han et hjem. Et budskab, der er hans eget. Som er ægte og mere end bare stjernetåger af ord.
LÆS ARTIKEL DR har fundet Blachmans afløser i 'X Factor'
Thomas Blachman har talt meget. Om hvordan han med denne sin første jazzplade i to årtier har ønsket at finde hjem. Hjem til jazzen. Men det musikalske hjem fremstår som et hult postulat.
Det er Miles Davis’ tresserperiode, Blachman vil hjem til. Et sted, der ikke findes længere. En storhedstid, som den rastløse Miles selv forlod, længe inden han døde.
Derfor giver det kun en eller anden form for konceptuel mening på den meget overfladiske måde, når Thomas Blachman, vokalt sekunderet af den fine bassist Daniel Franck, messer sit »Bring me back home« på nummeret af samme navn.
Ungt stjernehold
Fra første sekund af Thomas Blachmans cd med kvintetten The Pulse er vi smak tilbage i ’Kind of Blue’-universet, og hvad deraf fulgte.
Musikerne er et ungt stjernehold. Sammensat af saxofonisten Jakob Dinesen med overskudspianisten Heine Hansen og Mads la Cour på stilsikker trompet.
Bandet kan deres Miles og Herbie Hancock, og hvad har vi, og Blachman, der siden karrierens jazzbegyndelse faktisk har brugt ganske meget kvalitetsjazztid på triosamarbejdet med Carsten Dahl og Lennart Ginman, er fuld af reverens over for ungdomsidolet Tony Williams’ trommespil.
Levn fra en gammel jazztid
Spilleteknisk og musikalsk kører det i velsmurt gear ad velasfalterede veje. Tilbage til det musikalske hjem, der ikke findes mere, men som kvintetten imiterer: den moderne elitejazz fra de tjekkede 1960’ere.
LÆS ARTIKEL Blachman: Jazz er samlingssted for kæmpeegoer
Men når Blachman i et interview i det nye nummer af tidsskriftet JazzSpecial får sagt, at man i bund og grund ikke kan realisere sig selv i andre folks musik, så rammer udsagnet den skaldede musiker i nakken som en boomerang.
For det er præcis, hvad manden forsøger at gøre med ’The Pulse’. Et album med nye Blachman-noder, der er som copy-pastet fra en jazztid, som for længst er gået. Det kan tilføjelsen af hans og Francks affekterede vokal ikke dække over.
Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit