Om det er jazz eller noget andet, vil vi overlade til andre at drøfte.

Til gengæld vil vi gerne indledningsvis slå fast, at denne udgivelse er voldsomt fascinerende og vanskelig at få ud af hovedet.

Samtidig er den melodiøs på en næsten sakral måde sine steder, hvis altså ikke den er eksperimenterende vild på en afdæmpet Albert Aylersk facon eller leger med Lennon og McCartneys ’Blackbird’, hvor solsorten – tilstedeværende i form af Sissel Vera Pettersens store stemme – er blevet til et langt farligere dyr, der spadserer op og ned ad den musikalske trappe, Mikkel Plougs fingerspil på guitaren leverer.

Mageløst er det også, når samme Sissel Vera afdæmpet synger andenstemme til guitarakkorderne i en ’Chorale’, der er klassisk i sit anslag og samtidig også fornyende i sin drejning.

Eminent lækkert
Udgivelsens titel refererer, hvis man skal fortolke musikken i retning af den, til den berømte matematiker John Nashs brug af begrebet som en tilstand i et spil, hvor ingen af komponenterne kan forbedre deres position strategisk.

På en gang ligevægtigt, stillestående og optimalt. Men den skal forstås i absolut positiv betydning.

I den forstand, at der er ligeværdighed mellem de tre deltageres placering i lydbilledet, som er eminent lækkert og bristefærdigt af melankoli, sensualitet og farlighed, men også roligt og lindrende.

Et sjældent vellykket eksperiment
Afvekslende, velbehagelig og trods den sine steder ganske udfarende og eksperimenterende karakter ikke på nogen måde eksklusiv i udtrykket.

I denne anmelders husstand, hvor eksperimenterende jazz ikke har nogen voldsomt stor stjerne hos de øvrige indvånere, blev den modtaget med stormende begejstring.

Og det siger noget om, hvor sjældent vellykket eksperimentet er faldet ud for de tre musikalske musketerer.