Og dermed er det også antydet, hvor originalt et værk, den svenske bassist Thommy Andersson har skabt. Fremført af et 13 m/k-stort ensemble, bestående af musikere fra Danmark, Norge og Sverige, der bl.a. inkluderer to rørblæsere, trompet, valdhorn, tuba, fele, vibrafon og tre vokalister.
Fælles tone
Elleve stykker med hver sit særpræg, men samtidig holdt sammen af en fælles tone, der lader dem fremstå som en suite. For til trods for, at stykkerne – på nær ’Trollmor’, der er en folkevise – bærer engelske titler, så er musikken båret af en autenticitet, der umiskendeligt tager sit udspring i den svenske folklore.
Af og til mørk og rugende, når Anderssons bas, hvad enten han stryger eller pizzicerer den (knipser strengene med fingrene, red.), sammen med de dybe messingblæsere dominerer klangbilledet. I andre passager sart og gennemsigtig, når rørblæserne tager over.
Og til tider også i en fascinerende, diffus blanding, når Andersson i sine fremragende, rigt nuancerede arrangementer lader lyset bryde igennem mørket. Som han eksempelvis gør det i ’Circle Blues’, hvor Bent Clausens vibrafon høres i kontrast til Anderssons bas.
Hjerteskærende skønhed
Der er øjeblikke, hvor musikken i sin karske karakter næsten kan virke skræmmende. Rent ud besættende er ’22nd’, hvor det samme motiv repeteres om og om igen, mens det undervejs fremstår i skiftende klanglig belysning, og af hjerteskærende skønhed er titelnumret ’Wood Blood’, antagelig med Henrik Lindstrand som den fornemme klaversolist. Cd-coveret oplyser nemlig ikke, hvem der optræder som solister, og også Andersson selv er krediteret for at spille piano.
Det er let nok at identificere Gunnar Halle, for han er eneste trompetist.
Og mon ikke det er Anders Banke, der høres på tenorsaxofon i ’Daydream’, og Josefine Cronholm, der har rollen som sangsolist?
Alle tre bidrager de til at gøre denne cd til en så enestående udgivelse.
Print
Send



































Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit