Robyn har selvtilliden til de store satsninger. Og talent nok til at matche ambitionerne.

Siden Robin Miriam Carlsson som 16-årig marcherede ind på de amerikanske hitlister med teen-popsange som ’Do You Really Want Me (Show Respect)’, har den blonde springfjeder for længst kastet det pæne lillepigeimage af sig og med eget pladeselskab samt en skarpere electrolyd taget kontrol over sin musikalske kurs.

Det kulminerede for fem år siden med det fjerde album, ’Robyn’, der etablerede den (lige præcis) i dag 31-årige (tillykke) svensker som dronning af skandinavisk electropop.

LÆS OGSÅ Svensk verdensstjerne kommer på Roskilde

Med god hjælp fra The Knife og hendes sangskrivermakker, Klas Åhlund fra Teddybears STHLM.

Med Åhlund som primær sangskriver er hun klar til at trone igen, og enerådigt har hun valgt at udfordre det vaklende albumformat. Mindre kan ikke gøre det.

Album er en rodet affære
I løbet af 2010 udgiver Robyn hele tre album, der hver især er sat løseligt sammen som en kompilation af singler. ’Body Talk’-trilogien er altså ikke tænkt som et værk, men som et udtryk for tidens plug’n’play-æstetik.

LÆS OGSÅ Svensk popsild udgiver tre album i 2010

Modigt og måske heller ikke verdens bedste idé. Burde sangene ikke bare udsendes helt konsekvent som singler? Nu snubler albummet over de to sidste ballader, der nok viser nye sider af Robyns vokale evner, men ikke hænger sammen med de seks andre i forvejen ret forskellige sange.

Der er langt fra dunkende robotpop til en engleversion af den svenske vise ’Jag vet en dejlig rosa’. Som album er det en rodet affære, men som singler er de fleste sange fremragende.

De spekulationer rager Robyn en popand.

»Don’t fucking tell me what to do«
På det electro-mumlende åbningsnummer melder hun klart ud: »Don’t fucking tell me what to do«. Og så tager hun os ellers med i pophelikopteren til klubland, hvor der både er baslinjer fra dubsteppens efterskælv, roterende synthbas og bittersøde tekster, der kaster nettet ud og samler knuste hjerter op. Kærlighedskvaler og andre bekymringer skal danses væk.

LÆS OGSÅ Robyn fik hjerterne til at banke

Gør det til den dansebefalende ’Dancing on my own’, den overraskende dunkle Röyksopp-sang ’None of Dem’ eller den synthflyvende ’Cry When You Get Older’. Bare du gør det sammen med Robyn. Så bliver alt godt igen.

Eget pladeselskab og den nysgerrige kant i produktionerne har gjort hende til en indie-darling og et idol for en ny generation af seje unge kvinder. Men Robyn har stadig ingen berøringsangst over for skamløs pop. Derfor sidder hvert eneste omkvæd lige i hukommelsen.

LÆS OGSÅ Lykke Li gav den perfekte popkoncert

Selv den tvivlsomme Diplo-produktion ’Dancehall Queen’, der som dancehall er en fornærmelse og ublu sender hilsner til dancehall-klassikeren ’Sleng Teng’, tager lige netop stikket hjem på et uafviseligt omkvæd.

Med sin lyse, popsoulede stemme og de syntetisk sitrende produktioner får Robyn ganske enkelt blandet popunderholdningen op med følelser og futurisme, der holder til mere end enkel nat i klubland.

Viser og ballader kan fordøjes dagen derpå.