Okay, Crystal Castles er stadig en hysterisk duo, man nok ikke lærer at elske, hvis man helst vil have en god melodi fra et genkendeligt menneske i en venlig produktion, der ikke forstyrrer den indre tryghedsnarkoman.

Så er du advaret og skal ikke komme rendende bagefter og brokke dig over mangel på information, når de iltre canadiere har bidt toppen af din hørelse, eller du er blevet afhængig af deres dynamitcocktail af lavæstetisk maskinstøj, slagkraftig electro og uafrystelige melodistumper.

Punkæstetisk dance
Da Crystal Castles kom ræsende som en ildkugle ud af Toronto og albumdebuterede i 2008, rullede produceren Ethan Kath og den punkede sangerinde Alice Glass på ryggen af den lo-fi dance musik, der blev betegnet blog house med en kraftig bismag af arkadecomputerspils primitive 8-bit-lyd.

Denne gang sprænger de krystalslottet. Det punkæstetiske dance-udgangspunkt har de udviklet til et rastløst fantastisk album, hvor man både danser, nynner og i splitsekund tænker over det ikke-menneskelige aspekt i Glass’ forvrængede stemme i midten af Kaths elektronisk sammenfiltrede lydarkitektur. Før man bliver revet med. Videre.

Fængende og udfordrende
Crystal Castles arbejder stadig i kontraster. Mellem skærende støj på ’Fainting Spells’ og New Ordersk synth-melankoli på ’Suffocation’, mellem smådesperat rave på ’Baptism’ og elegant electropop på ’Celestica’.

Hele vejen rundt har de kompositorisk styr på deres energi. Det er ikke bare støj og heller aldrig en overfladisk poplinje.

Det er hele tiden energiudladninger af lyd, der aldrig står stille særlig lang tid ad gangen. Både umiddelbart fængende og alligevel stærkt udfordrende.