Hvad mon det er for nogle skygger, der har lagt navn til skotske Teenage Fanclubs 10. album?

Den tanke melder sig i samme øjeblik, åbningssangen med den afvæbnende titel ’Sometimes I Don’t Need to Believe in Anything’ fylder rummet med solstrejfende guitarpop.

Den akustiske guitar bærer ikke ligefrem rundt på bekymringer, og når hornsektionen giver det smittende omkvæd fylde, er det ikke panderynker, der trækker sammen.

Mut i mimikken
Men indledningens høje humør og musikalske niveau holder fanklubben ikke fast i på et album, der folder sig indad og bliver mere mut i mimikken.

Som om det stærke solskin fra de 2-3 virkelig gode af albummets 12 sange kaster skygger rundt i sangsmedjen.

Kvartettens lysende harmonier med aner hos The Byrds og nutidigt slægtskab med en fornem sangsnedker som Josh Rouse får ikke længere det samme støjende modspil, som i starten af 1990’erne gjorde Teenage Fanclub til grungebølgens melodibegavede skotske slægtninge.

Voksende tristesse
Her fem år efter deres seneste udspil er det violiner og slideguitar, der afhjælper de elektriske guitargnister, og det understreger det lidt for tilbagelænede og temperamentsløse snit.

Godt nok klæder det den voksende tristesse, men med så dygtige sangskrivere i aktion savner man en forskelslyst, der ville sætte melodierne i relief i stedet for på hold.

Teenage Fanclub har i mere end 20 år holdt sig væk fra det store gennembrud, og det skær af anonymitet og skyggetilværelse fortsætter med ’Shadows’.