For snart et år siden førte dj’en Anders Trentemøller 50.000 mennesker gennem en dansende sommernat foran Roskilde Festivalens Orange Scene.

Et virtuost, elektrificerende og visuelt klimaks på en årelange rejse. Trentemøller var endegyldigt gået fra status som techno-dj ind over grænsen til mainstreamkulturen med både en prisvindende albumdebut og en succesfuld verdensturne med et band bestående af sangersangskriveren Mikael Simpson og designeren Henrik Vibskov.

LÆS OGSÅ Trentemøller starter verdensturné på Vesterbro

Hipt som ind i helvede og så hysterisk smart, at Trentemøller selvfølgelig nu bliver hængt til tørre på et satirisk site som copenhipster.dk og generelt må indstille sig på et spark eller to med jantelovens flækkede træsko.

Flækket som brødskorper
Men Trentemøllers armbevægelser er nu ikke blevet mindre af den grund .

Det andet album fra den velproducerende pandelok har fået den alt andet end småtskårne titel ’Into The Great Wide Yonder’, og da den tusmørke singleforløber, ’Sycamore Feeling’, med Marie Fiskers dybe sovekammervokal skulle pakkes ind i billeder, foregik det i USA.

Videoen blev skudt af videokunstner Jesper Just i spøgelsesbyen Centralia i Pennsylvania. Den er berygtet for en minebrand, der har ulmet (og stadig brænder) i de dybe skakter under den nu forladte by. Siden 1962.

Asfalten er flækket op som brødskorper, og røgen smyger sig konstant op fra dybet i den spektakulært smukke musikvideo.

SE VIDEOEN 'Sycamore Feeling' (eksternt link)

Iscenesættelsen er der ikke noget i vejen med hos Trentemøller. Og det er der bestemt heller ikke med hans musik.

Han er rykket vestpå, den 37-årige. Ikke bare i form af amerikansk indramning og grammynomineringer. Allerede den svajende længsel i ’Sycamore Feeling’ lyder som noget, David Lynch ikke fik plads til i sin fortælling om Twin Peaks, og på albummets ni andre kompositioner mærker man de amerikanske billeder blafre rundt mellem de milde elektroniske figurer og håndspillede instrumenter.

En klagende guitar hentet langt ude på prærien, et pulserende surfryk fra Dick Dales Californien, en stenet mexicansk siestafornemmelse eller en akustisk lejrbålsstemning under en ensomt dinglende halvmåne.

Muskuløs rytme
Der er kommet amerikanske vidder i Trentemøllers ellers meget nordiske tungsindstechno, der lyder som et futuristisk soundtrack til en spaghettiwestern.

Albummet lægger ud i truende vendinger og bevæger sig gennem et spejlkabinet af melankolske varianter, før luften til sidst bliver renset.

Skyerne trækker sig straks sammen over åbningsnummeret, ’The Mash And The Fury’, der ligesom hele albummet har spor af minimalistisk techno mellem de dystert drivende klangflader.

Langsomt bliver rytmen muskuløs i det massivt pakkede lydbillede, der aldrig løber serielt i ring. Det veksler og bugter sig som et kalejdoskop af lyd.

Hængekøjetechno
Hvert track er en lydskulptur med et væld af detaljer, hvor en melodistump nok kan dukke op flere steder, men hver gang med et nyt præg, forskudt en anelse i lyden eller helt anderledes indrammet.

På ’... Even Though You Are With Another Girl’ risler det polyrytmisk i sprækkerne rundt om Josephine Philips rumklingende stemme, under ’Past The Beginning Of The End’ farer et par metalliske trommer gennem den ellers blødt bølgende lydmur, og ’Shades Of Marble’ flænges af en elektrisk guitar med seriøs ørkenblues.

Ofte er rytmen fast i kødet som house, men den klubdunker sig aldrig ned i underlivet. Ligesom på debuten rækker Trentemøller ikke ud efter dansegulvet. Han skaber hængekøjetechno af fineste kvalitet, der kan fylde både eftermiddagsluften under pæretræerne, soveværelsets skygger og loungebarens dybbløde stole med velbehag af den lidt selvmedlidende slags.

Analog varme
Indtil hele det fine bygningsværk rives ned med en hidsig hilsen til electropop-pionererne Suicide i ’Silver Surfer, Ghost Rider, Go!!!’. En helikopterroterende omgang smadresurf i højt tempo og med håndklappende løssluppenhed.

På det tidspunkt er det ikke et sekund for sent – og så gør det mindre, at albummet forsvinder et sted imellem sangerinderne Fyfe Dangerfield og Solveig Sandness. Jeg var i grunden ikke så begejstret for den indadvendte tone på ’The Last Resort’, men overgiver mig denne gang til Trentemøllers fornemme arrangementer.

Det skyldes især den analoge varme, han har udvidet sit udtryk med.

Varmestråler på smukkeste vis
Lige nu kan vi høre den lune lyd af kassettebåndet dykke op i blandt andet chillwave-musikken, og man fornemmer, at Trentemøller også har genopdaget den her vintage lyd. Den flytter ham væk fra den køligt knitrende skandinaviske electronica til et mere glødende lydbillede.

Lyden gør ikke hans lidt for velanrettede melankoli mere overbevisende, men det får hele albummet til at varmestråle på smukkeste vis. Det er en pokkers flot plade, men den er også så elegant i sin iscenesættelse af ensomhedens følelsesbibliotek, at det bliver en anelse hult og distancerende.

Man bliver i tvivl, om Trentemøllers drømmefabrik egentlig bare er lækker staffage og emotionel design. En tvivl, jeg ikke kan kaste af mig, hvilket ender med at trække et hjerte ud af ligningen.