Hvad end man vil det eller ej, så er traditionen der altid. Nogle dyrker den (bevidstløs), andre forsøger at nedbryde den, men den er stadig den mur, man løber langs, lige imod eller springer henover. Det ved James Mercer og Brian Burton alt om.

LÆS ARTIKEL Hot troldmand promoverer knuste klokker i København

Som forsanger i indierock-bandet The Shins har Mercer i ti år fyldt den klassiske guitarpop med fængende melodier. Og som musikmagikeren Danger Mouse var Brian Burtons internationale gennembrud hans ulovlige mash-up ’The Grey Album’ med lige dele The Beatles og Jay-Z.

LÆS ANMELDELSE En grå dag for musikken

Nu har de to fundet sammen som uortodokse traditionalister i duoen Broken Bells.

Diskofil falset
Med boblende orgel, lejrbålssange og 1960’er-poppede omkvæd findyrker de fortidens poptraditioner, men samtidig tvister de sangene med et solidt skud space-electronica, så foden aldrig bliver sat lige præcis i forgængernes spor.

Den helt fabelagtige albumåbner ’The High Road’ åbner som rodeo disco fra franske Air og slutter med Ole Lukøjes fællessang. På ’Your Head Is On Fire’ omslutter The Beach Boys soltørre harmonier et stykke psykedelisk svajende strygerpop.

Med den diskofile falset på ’The Ghost Inside’ lyder Broken Bells som brødrene Gibbs sat på G-funk-formel af Dr. Dre. Og der bliver redet hurtigt mod solnedgangen på ’Mongrel Heart’, da mexicanske trompeter som døsige vindhekse pludselig afskærer trommernes hastige trav, før de triller videre med støj i maskinen og mandskor i ryggen.

Laver plader med enhver
Til trods for de mange lag i Broken Bells’ harmonisøgende psych pop, fremstår de enkle.

Danger Mouse har tydeligvis kælet og keret for hver sang, men de soniske detaljer er perfekt afstemt i forhold til det melodiske skelet, hvad end det er bygget med akustisk guitar eller simpelt klaverspil. Og samtidig viser James Mercer med tilbagelænet elegance, at han kan vride de mest medrivende melodipassager ud af sin facetterede stemme.

Sangenes detaljerige sammenstød mellem fortiden og futurisme, gør at Broken Bells sagtens kan tåles at høres mange gange. Ikke nok med at de er så umiddelbart tiltrækkende, de bliver ikke slidt op med tiden. Tværtimod. Det virker lidt, som om at Danger Mouse laver en plade med enhver, han støder ind i.

Holmgang med musikhistorien
Siden sit ’The Grey Album’ i 2004, har han været Gnarls Barkley med Cee-Lo, holdt hiphoppen i live sammen med rapperen MF Doom i Dangerdoom, prøvet at få Beck på ret kurs, deltaget i maskespillet Gorillaz og sidste år udgivet den uofficielle ’Dark Night of the Soul’ sammen med David Lynch og Sparklehorse.

Og det er ikke lige højt niveau hver gang.

Med Broken Bells skriver han ikke ligefrem musikhistorie igen. Samarbejdet med James Mercer er mere feel good end revolutionært, men den musikalske troldmand og hans makker er så helt igennem fremragende i hver eneste sekvens, at de ti korte sange er årets hidtil mest interessante holmgang med netop musikhistorien.