Da Troels Abrahamsen sidste år udgav albummet ’WHT’, var det første træk i en større og temmelig ambitiøs plan.

Efter flere udgivelser under pseudonymer som I Know That You Know og SuperTroels samt et par skarpt skårede album som forsanger i electrorockende Veto, skulle Troels Abrahamsen være Troels Abrahamsen.

Først med det melodiøst desperate ’WHT’ og siden med tre technoinspirerede ep’er, der skulle blive til ’BLCK’. Sort som natten uden for klubbernes dunkende rytmehuler.

Sort som ensomheden
Den plan holdt ikke.

Troels Abrahamsen fik godt nok sat en entydig streg under sit navn med det fornemme ’WHT’, men først her et år senere udkommer et regulært album med titlen ’BLCK’.

Og technoen er reduceret til gæstende elementer på et album, der mere svæver rundt i en indre tomhed end raver løs med huggende overkrop og viftende arme.

Faktisk er ’BLCK’ mere tungsindig, sortrandet og dyster end den ellers melankolsk forankrede forgænger. Sort som ensomheden midt i et mylder af mennesker og lyde.

Uro i gløderne
Måske var ambitionerne mere kvælende end kreativt udfordrende. Måske udviklede den stadig unge og utrolig dygtige Abrahamsen sig bare anderledes end planlagt. I retning af det uplanlagte.

Sangene på ’BLCK’ er løsere og svagere i det. De griber ikke ud efter lytteren med samme potente melodier og indtrængende stemmeføring, som Troels Abrahamsen så ofte har fremvist.

Tonen her er resigneret som et slukket bål, men der er stadig uro i de resterende gløder.

Mørke klangflader
Albummets ti sange er elektroniske kompositioner langt fra rockens guitarkolbøtter af vers og omkvæd. De folder sig ud mellem programmerede beats og dybe baslinjer.

Store, mørke klangflader sænker stemningen på alle sangene og gør albummet til et spejlkabinet af sindsstemninger hentet i livets vaklende og tvivlsomme øjeblikke.

Det ville bare være deprimerende, hvis ikke de ti nuancer af sort sind også indeholdt skjulte dancehallrytmemønstre på eksempelvis ’Working’, triphopfremdrift på ’We Are Falling’, trommerullende modspil til klaveret på ’I Run Over’ eller havde glimtvis smukke øjeblikke som koret af forviste genfærd, der afslutter ’The World Is Listening’.

Det er især de knortede rytmer, som indimellem får viklet sig ind i hinanden, der skaber gnister i det basmumlende og klavertriste mørke.

Skolen for inderlige sjæle
Selv om det klæder den normalt meget stramme komponist at slippe de sangstrukturelle tøjler, lykkes 26-årige Troels Abrahamsen ikke helt med sit mere undersøgende end bombastiske udspil.

Dertil er produktionen stadig for flegmatisk og sangen for ensformigt klagende. Abrahamsen har gået i Thom Yorkes skole for inderlige sjæle, men her får han ikke hældt den sjat soul i stemmetanken, der skal til, for at de blå toner begynder at lyse mørket op.