Sammen med alverdens andet ragelse er vi skyllet op på en ukendt strand på en sydhavsø, hvor den animerede britiske popkvartet Gorillaz agerer strandfogeder.

Opgaven for medlemmerne af den 12 år gamle gruppe, 2D, Noodle, Russel og Murdoc, er at samle alt skrammel i vandkanten og forme det om til brugbart, musikalsk legetøj.

En mission, de udfører til noget nær perfektion sammen med en række prominente gæster, der i sig selv er imponerende.

Verden er håbløs
»Welcome to the world of the plastic beach!«, siger den første af dem, rapperen Snoop Dogg. Der sjældent har lydt så veloplagt som her, hvor han er gæst på Gorillaz’ brogede strandtæppe og med et på en gang både antændt og tilbagelænet flow konstaterer:

»The world is so hopeless«.

Ikke det bedste udgangspunkt for at skabe et imponerende popværk så tidligt på sæsonen, at vi er mange, der stadig frysende drømmer om varme strande.

Men på deres tredje fremragende album ud af tre mulige byder Gorillaz alle dårligdommene og den træthed, der synes indbygget i et projekt som dette, trods.

Lethed i det musikalske kludetæppe
Efter 12 år med Gorillaz kender vi selvfølgelig nu det univers og de virkemidler, Damon Albarn, der sammen med tegneren Jamie Hewlett er projektets bagmænd, benytter sig af.

Ikke desto mindre er der en friskhed og en ubesværet sammenhængskraft på ’Plastic Beach’, de to forgængere ’Gorillaz’ (2001) og ’Demon Days’ (2005) ikke helt besad.

Og det endda uden at introducere os for nye hits med danseappel som ’Feel Good Inc’ eller ’Dare’. Her er det mest bemærkelsesværdige den lethed, hvormed Gorillaz forbinder elementerne på deres musikalske kludetæppe, så det hele falder i hak, og tæppet ender med at lette med kurs mod den blå himmel.

Økologisk opråb
Ifølge Damon Albarn er dette »på mange måder mit mest poppede album, men jeg har brugt alle mine erfaringer til også at skabe noget, der har dybde«.

Definitionen virker præcis. At svømme i havet omkring ’Plastic Beach’ er netop let, fortryllende og berigende, selv om man hele tiden aner de farlige dybder med ubehagelige sandheder under overfladen.

Efter Snoop Doggs velkomst møder vi i ’White Flag’ rapperne Kano & Bashy over orkestrale, arabiske toner fra Syrian National Orchestra for Arabic Music.

Et økologisk opråb sat i scene med både den stramhed og opfindsomhed, der kendetegner hele albummet. Selv om det hele lyder tilforladeligt og bekendt, sker der hele tiden noget, som fanger opmærksomheden og giver lyst til at lytte. Igen og igen.

Musikalsk softice
På de langsommere ’Rhinestone Eyes’, ’On Melancholy Hill’ og ’Broken’ er Gorillaz alene med Damon Albarn som den melankolske vokale forgrund.

Også her prikkes der kontant hul i det smukt flydende flow, og det er en ren nydelse at hænge ud på strandtæppet med denne musikalske softice med et konstant overraskende, farverigt drys på toppen.

Den første single, ’Stylo’, byder på et genhør med den 66-årige soul-crooner Bobby Womack, der angiveligt besvimede af anstrengelse i studiet i forsøget på at give sangen inderlighed.

Det lykkes fuldkommen for den gamle mand sammen med rapperen Mos Def i et intenst højdepunkt. Igen er tonen mere drømmende end dansabel, men det er en fornøjelse at lytte til.

Nærmest 'Susan Himmelblå'
Ligesom ’Some Kind of Nature’, hvorpå Lou Reed elegant og let spankulerer ind i centrum af strandfesten med en knapt afrundet vokal. Lou Reed har selvfølgelig medbragt hele New York, som han banker ned i sandet med konstateringer som: »Me, I love plastics and digital foils«.

Da bliver Gorillaz for alvor humoristiske igen med den mest corny lejrbålssang, du vil høre på denne side sankthans. Nu da vi har tændt lejrbålet, er det et humoristisk scoop for enhver dansker at høre ’To Binge’.

Det lyder grangiveligt, som om Damon Albarn har planket Kim Larsens ’Susan Himmelblå’ og trukket hende ned i tempo med et solidt tag i skørterne, så de to nu trasker af sted til bal i folkedybet.

En herlig 80’er-trommemaskine, Yamaha-keyboards og tralulalej, hvor det går. Men igen river de liflige påfund i arrangementet sangen ud af jukeboksen på Bodega Den Gule Negl og tilbage til nutiden.

Samklangen mellem det folkelige og det raffinerede kan vel næppe blive smukkere.

Giver nyt liv
Fornøjelserne er afgjort i flertal på denne samling melodiøs skævhed, Damon Albarn præsterer her, med titelnummeret som et andet højdepunkt. Her forener han de to medlemmer af The Clash, den uforenelige bassist Paul Simenon, som også bidrog i mellemspillet ’The Good The Bad And The Queen’, og guitarist Mick Jones, i en elektrisk gyngestol.

Den slår ikke ihjel, men giver derimod nyt liv. Eller ’Empire Ants’, der åbner med stilfærdigt vemod og eksploderer til heftig disko.

Der er dog også fyld mellem de kulørte drinks. ’Superfast Jellyfish’ med De La Soul og Gruff Rhys fra Super Furry Animals er direkte irriterende. Men et fejlskud ud af 16 mulige er ikke bare imponerende, men indikationen af, at vi står med et af årets formentlig bedste og mest komplekst sammenhængende udspil.

Tankevækkende
En fornøjelse, der bevidner, at Damon Albarn ikke bare er den eneste frontfigur fra britpoppens æra, som har overlevet med æren og integriteten i behold.

Han er også et musikalsk geni, som tilsyneladende er bedst, når han lader enhver form for højtidelighed opløse … som tegneseriefigur.

Tankevækkende stof til stranden.