Det tager kun et øjeblik, før man er klar over, at Anti-Pop Consortium stadig mener det alvorligt nok.

En guitar vræler op over et uregerligt trommespor, før håndklap stabiliserer rytmen, og det bevidsthedsstrømmende rap indleder sin flydende ordmekanik. Det er hiphop, men ikke som man støder på den til hverdag.

Newyorkerkvartetten Ani-Pop Consortium vil med deres fjerde album fortsat være antitesen til den regelrette, traditionsbundne og r’n’b-sukrede stil, der dominerer genren.

Fem års pause
Siden slut-1990’erne har Beans, High Priest, M. Sayyid og Earl Blaize været overløbere i hiphopland, forsøgt at skære elektroniske ridser i beatet og nedbryde stereotyperne ved eksempelvis at rappe over beatet fra en bordtennisbold – i en grad så Thom Yorke håndplukkede dem til at varme op for Radiohead.

Efter fem års pause er de nu tilbage med deres sære lydcollage-hiphop, hvor en vaklende folkesang og en bizar heavy-solo løber om kap frem til en omgang klassisk Afrika Bambaataa-electro.

Pandoras æske er stadig åben, men stjernekrigslyde, electro-skrabende groove og snerrende støjpassager flytter bare ikke så meget i dag, hvor nye lydeventyr foregår i genrer som den bas-komprimerede wonky og chillwave.

Overrumpler for lidt
Målt med nutidens frontløbere virker Anti-Pop Consortium derfor forsigtige i deres opbrydning af hiphopformatet.

Den beatjonglerende og funkklippende hiphop er midlertidigt frosset fast på hitlisterne som et aftryk af livsstilssignaler og uopfindsomme produktioner, og det er prisværdigt, at Anti-Pop Consortium forsøger at vise, hvordan det stadig er muligt at omsmelte hiphop til fremtidige former.

De overrumpler bare for lidt.

Der er for meget fortidsekko og for lidt futuristisk risikovillighed hos firebanden, der ellers har det bedst med eksperimenter i lydlaboratoriet.