Joanna Newsom er usædvanlig. Kender man hende ikke i forvejen, står det klart i samme øjeblik, man holder hendes tredje album i hånden.

På coveret slanger Newsom iklædt en Charleston-kjole sig på en divan i et farvestrålende omklædningsrum pakket med dyrefigurer, draperede lamper, leopardskind og påfuglefjer. Et tableau, der står mål med musikken.

Indeni ligger der nemlig ikke mindre end tre cd’er pakket ind i en sensuel sort-hvid fotoserie, hvor Joanna Newsom poserer verdensfjernt smuk foran et vindue.

Spiller stadig harpe
I de digitale tider har hun på tværs af al logik udgivet en lille boks af et album med 18 sange. De fleste varer over syv minutter, og hele værket tager to timer at komme igennem.

Det er dekadent, men ikke overraskende, når det kommer fra 28-årige Joanna Newsom.

Den enestående kvinde fra San Francisco mestrer flere instrumenter, skriver lange, hamskiftende sange med lige så mange ord som noder. Hun er sangskrivernes sangskriver med sin unikke blanding af folkemusik, højlands-country, avantgardistiske kompositioner og Kate Bush-ekko. Tilsat en modernistisk litterær åre.

Fik jeg nævnt, at hun spiller harpe?

Joanna Newsom spiller stadig harpe på det nye overflødighedshorn af et album. Men strengelegen er nedtonet, nogle gange helt væk. Klaveret fylder meget, og det hele bliver løftet af Ryan Francesconis smukke arrangementer.

Gospel og soul trænger ind
Instrumenterne er enkelt orkestreret med sans for nærvær, men Francesconi gør stadig brug af hele symfoniorkesterets arsenal: obo, violin, cello og basuner. Med tilføjelser af trompet, mandolin, banjo og bulgarsk lut.

Og så er det mest overraskende nok, at albummet har flere passager med groove og enkelte steder en spartansk, støjsmuk guitar. Det folkemusikalske fundament krakelerer smukt og lader gospel og bleg soul trænge ind.

Joanna Newsom har koncentreret sig om at synge bedre og mere varieret. Den nasale kant er ikke slebet væk, men hendes vibrerende stemme har fået mere dybde og flere udtryk.

Sangene folder sig bugtende, episk ud og forholder sig skødesløst til konventioner som vers og omkvæd. De her sange snor og udvikler sig efter ordenes fortælling.

Knudret kærlighed
To timer i selskab med Joanna Newsom er som at læse en digtsamling, hvor den første linje åbenbarer det gennemgående tema: »My man and me«.

Den knudrede kærlighed er bag rattet, og døden sidder som en stiltiende skikkelse på passagersædet i hver sang. Men der hænger andre sølvtråde på tværs af albummet: edderkopper, løgne, øjenkontakt, bjørne og blod.

Denne gang er Newsom ikke viklet ind i arkaiske eventyr som på det forrige album ’Ys’.

Hun henter billederne i naturen, men de fleste tekster leger løseligt med faste vendinger som »Hey hey hey, the end is near!/ On a Good Day,/ you can see the end from here» eller »And I regret/ how I said to you,/ Honey, just open your heart,/ when I’ve got trouble/ even opening a honey jar«.

Livet er ikke for kort til Joanna Newsom
Newsom drypper stadig sangene med mystisk lyrik i den moderne tradition for dunkelhed, men hun har fået en solid rygrad af prosa, hvilket tilfører det komplekse album en befriende lethed.

Med overdådige kompositioner isprængt polyrytmiske mønstre og fortryllende tekster er ’Have One on Me’ et fremragende og mere imødekommende album fra Joanna Newsom. Men det er stadig enten-eller med hende.

Det er mere kunst end underholdning og deler helt sikkert folk i dem med tid, lyst og mod til at dykke ned i to timers art-folk, og så dem, der mener, at livet er for kort til dét.

For mig at se er der ingen tid at spilde: slip straks ørerne løs i Joanna Newsoms sofistikerede labyrint af toner og ord.