Tekster er en besynderlig størrelse i rockmusik.

Nogle lægger stor vægt på meningen bag en sang, andre er bedøvende ligeglade – så længe klaveret swinger og guitaren skyder fra hoften.

Og de fleste tekster er i deres minimale gloseforbrug ofte en slags pop-dadaisme, hvor betydningen skabes med betoningen af et enkelt hjørne af teksten.

Men så er der de mere sjældne dyr i skoven. Som amerikanske The Antlers, der lægger et ordrigt og litterært snit gennem deres sange og har bundet et helt album sammen til en sangcyklus.

Sygepasser forelsket i patient
Albumtitlen giver en klar indikation af det alvorlige emne på The Antlers’ tredje album.

Gennem ti lavmælte sange fortæller forsanger og tekstforfatter Peter Silberman en følelseskringlet historie om et hospice, hvor en mandlig sygepasser forelsker sig i en patient.

Hun er dødeligt syg af kræft og skubber i grovkornet vrede alle væk, men han kaster sig selvopofrende ud i et forhold af lige dele desperat glæde (’Bear’) og knugende fortvivlelse (’Two’).

Episke kurver
En heftig omgang om skyld, sorg og utøjlet eufori. Smukt iscenesat som sentimental sovekammer-pop, hvor trioen trækker linjer mellem dale af hviskende melodier til støjende højdedrag.

Ikke som bratte bevægelser eller dynamiske skift, men som episke kurver, der undervejs både klinger af Bon Ivers isolerede skønhed og Eels’ sortrandede zoom.

The Antlers følger indierockens emotionelle spor og tilføjer en fortælling, der runger uudgrundeligt i baghovedet lige så længe som de fornemme melodier, hvilket kan opleves i Copenhagen JazzHouse 10. marts.