Med sans for dramatik springer den odenseanske kvintet The Kissaway Trail direkte fra den tre år gamle debutplade til udgivelsen af deres tredje album, ’Sleep Mountain’.

I de mellemliggende år har bandet med de store følelser uden på guitaren skrevet, indspillet og skrottet et helt album. Det kasserede album føltes efter sigende ikke rigtigt. Og hvis ikke det emotionelle pendul svinger, er der slet ikke noget, der svinger hos The Kissaway Trail.

På 14 nye sange har The Kissaway Trail igen fundet de store følelser frem, og med samme folkrockende udgangspunkt som sidst iscenesat dem efter en gejsers dramaturgiske kurve. Den melodiske fingerspidsfornemmelse er intakt, og hver sang vil gerne være et riv hen over brystkassen, der får hjertet til at banke euforisk.

De håndterer ubesværet den pompøse form, men mangler stadig dét indhold at hælde i, som skaber virkelig store sange.

Sange så store, som The Kissaway Trail tydeligvis søger imod. Lokummet brænder bare ikke rigtig. 'Sleep Mountain’ er lidt som den champagne i plastikglas, de synger om i den fremragende ’New Year’. En udsøgt champagne, der ikke får modspil.

Blikdåsesang fra rummet
Propperne sprang allerede for tre år siden, da The Kissaway Trail tilsluttede sig det kuld af danske bands, der i en mere flad musikverden – hvor de store stjerner falmer og den globale nichekulturen sætter dagsorden – fik opmærksomhed og dermed succes i udlandet.

Det engelske pladeselskab Bella Union udgav den selvbetitlede debutskive og sendte The Kissaway Trail på tour sammen med The Editors til en rosende stjerneregn fra både britiske aviser og musikmagasiner.

LÆS ANMELDELSE På sporet af det fynske forår

Og de fem unge drenge fra Odense dyrker fortsat virkemidler, der kan fylde en koncertsal eller sportshal helt ud.

Lag på lag bygger bandet sine sange op til en stormflod af akustiske instrumenter, følelsesladede korarrangementer og storladne melodilinjer. Kittet sammen af inderligheden i forsangerduoen Søren Corneliussen og Thomas Fagerlund, der er produceret med enorm rumklang. Som om de sang fra en blikdåse på uendelig rejse i en fjern galakse.

Ungdommelig inderlighed savner tyngde
Den teatralske torden ligger hele tiden på lur mellem klokkespil, orgelklange og mandolinens strengespil.

Dramatikken rejser sig som en guitarstøjende bølge, sangstemmerne surfer på i balancen mellem tungsind og sorgløshed, dukker op i paukerne, der kvæler en sart violin på ’Prelude’, marcherer frem som militante trommer under ’Pharaos and Kings’ eller sitrer i de hymniske kor, der intensiverer de fleste af de smukt svungne melodier.

LÆS OGSÅ Første danske navn klar til Roskilde

The Kissaway Trail har forfinet deres kerne af drømmende svimmelhed og givet arrangementerne flere lag, nuancer og kant i brugen af de mere knortede rytmestrukturer i eksempelvis ’Painter’, hvor den elektroniske musik gør sin indflydelse gældende. Det klæder dem.

Ligesom håbløsheden under det hårde forlis på ’The Storm Petrel’ tilfører den ungdommelige inderlighed noget af den savnede tyngde.

Evnerne er der
The Kissaway Trail stiller sig tydeligt på skuldrene af de melodramatiske canadiere i Arcade Fire og tager lige så mange lån i forsangeren Win Butlers skælvende vokal som i Flaming Lips-frontmanden Wayne Coynes ditto. Når man gør det, har man bedt om den store, alvorlige opmærksomhed.

De bevæger sig flot oppe i den tynde luft på ’Sleep Mountain’, men det svulmende udtryk bliver manieret, når teksterne dingler efter som profane sætninger: »You have friends/ But they are all gone«. Et banalt modspil til den orkestrale snestorm.

Som en tapper lille soldat, der stikker hovedet op fra skyttegraven for at glo lige ind i munden på et stalinorgel.

Ambitionerne og evnerne er der, men The Kissaway Trail er i sidste ende for låste i en både ensformig og ikke helt overbevisende Sturm und Drang-forelskelse.