Tager man i betragtning, at det egentlig begyndte tilbage i 1994 med den første af den nu fuldbragte serie på seks album i serien ’American Recordings’, kan man roligt sige, at John Ray Cash har været længe om at forlade dette liv.

End ikke døden 12. september i 2003 kunne stoppe den magtfulde, malmholdige røst i at fortælle sine historier og synge sine sange om engle og dæmoner, had og kærlighed, liv og død.

Siden dødsdagen er der kommet et bokssæt og to nye album i serien, hvoraf dette definitivt sidste lander i den uge, hvor Johnny Cash ville være fyldt 78 år.

LÆS ANMELDELSER Et skrøbeligt og stærkt sidste suk og Testamente over viljestyrken

Hvor utroligt det end måtte være, foreligger endnu et bevis for, hvor frugtbart samarbejdet mellem sangeren og produceren Rick Rubin var.

’American Recordings VI: Ain’t No Grave’ er et album, som ved første gennemlytning fremstår som ’blot’ en understregning af projektets holdbarhed, men som ganske langsomt og sikkert åbner sig som et varmt og meget levende favntag med de hårdeste realiteter, herunder Døden.

Banjo og raslende kæder
Cash kan roligt hvile videre i den grav, der naturligvis ikke kan holde ham nede. Men i hvert fald nu er forsynet med (endnu) et smukt musikalsk monument.

Allerede i den første sang, titelnummeret af Claude Ely, afvises enhver form for tårevædet sentimentalitet over den afslutning på livet, Johnny Cash kunne se i øjnene, da han indsang nummeret.

Over raslende kæder, klokkeslag, banjo og en tørt knirkende guitar byder den gamle mand i sort døden og graven trods: »There ain’t no grave/Can hold my body down/When I hear the trumpet sound/I’m gonna rise right out of the ground«, erklærer sangeren.

Uden hverken trodsighed, triumf eller tårer. Bare som Johnny Cash, en udødelig stemme. Der med knusende ro synger sig gennem det, der egentlig er en salme om Jesus’ opstandelse.

Knapt så morbid er fortsættelsen i et af albummets lysere og lidt svagere indslag, Sheryl Crows ’Redemption Day’, en langsom popsang, hvor Johnny Cash med tillid og noget nær glæde i den sprukne røst påmønstrer toget: »There is a train that’s heading straight/To heaven’s gate, to heaven’s gate«.

Endnu lysere bliver tonen på den gamle ven Kris Kristoffersons opbrudssang ’For The Good Times’. Afslutningen på et kærlighedsforhold bliver i Rubins og Cashs fortolkning til endnu en usentimental afsked, ikke bare med kærligheden, men til selve livet.

Læderstemme
Selv om han netop havde mistet sin livsledsager June Carter Cash, er ukueligheden til stede i sangerens stemmebånd. På en bund af gammelt slidt, men stærkt læder kommer ordene spankulerende, som om de var på vej til bar lørdag aften og ikke til begravelse:

»Don’t look so sad/I know it’s over/but life goes on and this old world will keep on turning/ lets just be glad we had some time to spend together/ there is no need to watch the bridges that we’re burning«.

Så kan vi lære at leve det nu og her, livet – »there will be time enough for sadness/ when you leave me«. Og lur mig, om ikke denne opløftende lille bebuder af slet og ret nye tider i stedet for de gode gamle kan blive et posthumt hit med sin sprøde guitar.

FILMANMELDELSE Da Johnny Cash gik i sort

Den eneste sang, sangskriveren Johnny Cash selv bidrager med, er ’I Corinthians’, endnu en religiøs afvisning af dødens magt, formentlig på vegne af den afdøde hustru. »Where, O death, is your victory? Where, O death, is your sting?«, spørger Johnny Cash, igen omgivet af varme guitarstrenge og en smuk violin.

Også Tom Paxtons vagabond-vise ’Can’t Help But Wonder Where I’m Bound’ åbner Johnny Cash, så den favner det liv med alle sine modsætninger, han altid favnede som komponist og sanger:

»It’s a long and a dusty road/It’s a hot and a heavy load/And the folks that I meet ain’t always kind/Some are bad, some are good/Some have done the best they could/Some have tried to ease my troubling mind«.

Kasserede sange
Helt indtil sin dødsdag gik Johnny Cash i studiet – Cash Cabin – ved sit hus uden for Henderson i Tennessee. Hvor han på ’American V: A Hundred Highways’, som udkom posthumt i 2006, lød mærket af sygdom og ensomhed efter June Carters død, er sangeren mere ovenpå her.

De fleste af sangene var ellers tiltænkt en plads på forgængeren, men blev dengang kasseret af den ene eller anden grund.

LÆS OGSÅ »Unge kan også værdsætte Johnny Cash«

Derfor er det nærmest mirakuløst, hvordan de 10 sange med en samlet spilletid på kun godt en halv time, udgør en stærk og forunderligt forfriskende helhed.

Trøst i teksterne
Nedtonede, men lysende klare arrangementer, omkring nogle tekster, der nok kredser om afsked og død, men gør det på en opmuntrende og næsten trøstende måde.

Som eksempelvis Hank Snows lette ’It Don’t Hurt Anymore’, endnu et farvel til kærligheden, der i munden på Johnny Cash bliver til en modig og afklaret afsked.

Det sidste nummer på det sidste album nogensinde med Johnny Cash er således den tindrende smukke ballade ’Aloha Oe’ med længselsfulde westernguitarer og et melankolsk ’på gensyn’ i solnedgangen over Hawaii.

Det er kærligt, det er kitsch og knus fra en gammel ven af den slags, man kan mærke og leve lykkeligt på.

Effektiv afslutning
Med denne effektive afslutning på sekstetten i ’American Recordings’ har Johnny Cash og Rick Rubin, der gjorde arbejdet færdigt sammen med den trofaste tekniker David ’Fergie’ Ferguson skabt en utrolig samling af det bedste i amerikansk musik.

Guitaristerne Mike Campbell, Matt Sweeney, Jonny Polonsky og Smokey Hormel skaber sammen med Benmont Tench på keyboards et sammenhængende og luftigt lydbillede med maser af rum omkring de enkelte instrumenterne og Johnny Cashs slidte og medtagne, men stadig dybt fascinerende stemme.

Den vil heldigvis være hos os altid, for der findes ingen grav, som kan holde kunst af denne kaliber under jorden.