Har man én gang revolutioneret popmusikken, er det svært ikke at blive målt med pænt ambitiøse alen. Den skygge har Massive Attack bokset med gennem de sidste 10 år – efter at det britiske producerband i løbet af 1990’erne hamrede deres tre første album ind i musikhistorien, så det hele forskød sig lidt. Nedad.

Med deres blå baslinjer, cinematiske opbygning og dommedagstunge dub-ekko opfandt Massive Attack først triphoppen med ’Blue Lines’, satte tidens tone på ’Protection’ og frøs til sidst sjælen fast i en apokalyptisk kulde på ’Mezzanine’.

Mesterligt og så langt fra det udvandende alibi af et album, som Robert ’3D’ Del Naja stort set alene skabte i 2003 med det minimalistiske ’100th Window’.

Nu er den mumlende makker Grant ’Daddy G’ Marshall tilbage ved Del Najas side i studiet, og selv om de to mørkemænd ikke genopfinder sig selv eller slipper nye revolutioner løs i en tid, hvor folk som dubstepkomponisten Burial og de svenske spøgelsestvillinger i The Knife har udvidet det elektroniske lydlandskab, Massive Atttack en gang var hovedarkitekten bag, er det stadig en udsøgt fornøjelse at blive trukket ned i dybet, hvor de underspillede lydbomber detonerer.

Da Brian Wilson var på sit højeste som gal-genial bagmand i The Beach Boys og tumlede rundt mellem syretrips, dæmoner og skabelsen af mesterværket ’Pet Sounds’, begyndte han at bygge sine sange op som montager af flere sekvenser optaget i lydforskellige rum.

Ud fra ideer inde i Wilsons omtågede hoved blev de uensartede fragmenter bundet sammen til ét stykke musik, og så surfede ’Good Vibrations’ på tidens radiobølger.

Vel at mærke efter flere måneders intenst arbejde på denne ene sang.

Beach Boys-harmonier
Det kom jeg til at tænke på, da trommerne havde rullet et stykke tid på åbningsnummeret ’Pray for Rain’, der bæres frem af Tunde Adebimpe, forsangeren i Brooklyn-bandet TV on the Radio.

Undervejs skifter den regnvejrsbedrøvede sang gear og tone, bønnen om regn slår først over i en mindre skylle, og pludselig drejer det hele igen, så Beach Boys-harmonier tilsat et par soldovne trommer kaster et uvant lys rundt i Massive Attacks dunkle skakter af bas, før det næsten syv minutter lange nummer slukker lyset igen og lander ved udgangspunktets tørst efter regn. En virkelig fremragende indledning med ekko af Wilsons sammenklippede sangstruktur.

På flere måder indskriver Massive Attack sig i Brian Wilsons tradition for lydnysgerrige studieeremitter.

Deres vibrationer er bare sortnende pulsslag i den kolde storbynat og uendelig langt fra californisk solskin. Men de tager sig ikke så lidt god tid og bygger de enkelte sange så omhyggeligt op, at man bør gøre sig selv den tjeneste her i mp3-tidsalderen at høre deres produktioner i god kvalitet gennem høretelefoner.

LÆS ANMELDELSE Massive Attack satte storbyens mørke i scene

Især når de folder sig helt ud med bugtede baslinjer og horntorden, der tuder i de soniske tåger rundt om Horace Andys karakteristiske lyse croon på ’Girl I Love You’, eller med dramatisk præcision arrangerer håndklappende trancerytmer, svulstige strygere og spøgelsesklange indtagende smukt rundt om Mazzy Stars-sangerinden Hope Sandovals karakterfulde stemme på ’Paradise Circus’.

Til gengæld har nogle af de nye sange et alt for lille spektrum af lyd, mod og komposition.

Rutinen tynger både Massive Attack og Martina Topley-Bird på den stillestående ’Babel’ og ’Psyche’, der med den loopede folkguitar kun bevæger sig i et lillebitte lydrum og let går i ét med tapetet.

Tilbagelænede cool
Så er der langt mere fremtidsperspektiv i netop Sandovals opgør med Massive Attacks tradition for, at sangeren ikke skal gøre for meget væsen af sig mellem truende orgel og forvredet guitar.

Mellem Massive Attacks gamle vaner og de små skridt hen mod fremtiden står Damon Albarn, der har samarbejdet med Del Naja og Marshall på flere af sangene.

Albarn sætter sit præg på den uroligt vævende ’Flat of the Blade’ og ’Splitting the Atom’ med den huggende orgelrytme, men det er især på ’Saturday Comes Slow’, at Albarn giver Massive Atttack noget af det, de har mistet: nærvær.

I al deres velproducerede og flot arrangerede vælde er Massive Atttack også blevet mere tilbagelænede cool end brændende rastløse.

LÆS OGSÅ Massive Attack: Vi har aldrig haft travlt

Når de kører derudad i deres tunge groove, minder de mere om et par mænd med halvåbne skjorter og tilbagestrøget, skinnende hår i loungebarens dæmpede belysning end om ængstelige knægte i parkacoats med spraydåser i lommerne. De er blevet gourmeter, der på den velslebne ’Rush Minute’ ikke kan leve musikalsk op til uroen i den indledende bemærkning: »I wanna be clean but I gotta get high«. Det nummer ender i stedet som ren Massive Atttack-vintage.

Men så er det, at Damon Albarn med en helt tyndslidt stemme trygler gennem det forblæste lydlandskab: »Do you love me?«. Ikke med Horace Andys sikkerhed, men vaklende i hver en tone. Det er evnen til at ramme lige præcis derind, hvor det gør ensomt ondt, der gjorde Massive Attack brillante, og Albarn får i glimt den blå magi til røre på sig igen.

Midt imellem de blaserte og perfektionistiske rutineøvelser og de foruroligende funklende øjeblikke har Massive Attack skabt et flot og mørkt album uden at lægge alen til deres anseelse. Men de behøver heller ikke være bange for deres egen skygge.