Print
Send
Med sit andet album, ’Missionær’, viser Annika Aakjær tydeligere end på 2008-debuten ’Lille Filantrop’, at hun har sin egen modige tone på den danske sangskriverscene.
Ikke nok med at hun bruger hele stemmens spændvidde – fra lavmælte overvejelser til stærke udråbstegn. Hun har kroppen med og leger med mange virkemidler i musikken, så man kan mærke det, hun har nedfældet i teksterne.
Ikke alle melodier på den unge nordjydes nye album er klare. En sang som ’De fik dig aldrig’ ville næsten lige så godt kunne reciteres som synges, men flere ting kompenserer for, at Aakjær sommetider komponerer for jævnt.
Dels har hun som fortæller en både nuanceret og dramatisk lyd, dels har hun som alsidig musiker (guitar, synthesizer, theremin m.m.) i samarbejde med sin bassist og producer, Henrik Marstal, sørget for, at hver eneste af de meget forskellige sange på ’Missionær’ er enten medrivende og/eller overraskende klædt på.
Bibelsk uden at være selvgodt
Endelig er der alt det, hun vil med musikken, og det er herligt meget. Titlen ’Missionær’ skal tolkes flertydigt. Hun spørger til, hvad vi (ikke) har lært af flere tusinde års kristen kulturarv (’For tiden’ og ’2000 år’).
Hun udforsker smålighed og egoisme (’Pænhed er kommet til byen’, ’Dagens tekst’ og ’Det bedste for mig selv’). Og hun undersøger seksualitet og magt (’Missionær’, ’Marie Magdalene’) i et sprog, som har gamle bibelske og aktuelle politiske referencer uden at være opstyltet eller selvgodt.
Aakjærs afsæt og udtryk lyder indigneret, vemodigt, personligt, men er i albummets sidste ende (’Ingen slipper’) også udtryk for om ikke håb så i hvert fald ønske om forandring.
Hyldest til Natasja
Musikalsk er der referencer til både Simon & Garfunkels listigt forførende harmonier, Dylan i det uforsonlige hjørne og Kate Bush med det veludtrykte vovemod på at gå egne veje.
Hørt på afstand kan ’Pænhed er kommet til byen’ lyde som en fjolleglad vise. Nærlyttet er den imidlertid en hyldest til Natasjas tiltrængte ’Gi’ mig Danmark tilbage’ og i det hele taget en mundret opsang til dem, der siger »vind eller forsvind«, som det hedder i en af adskillige tekster, hvor Aakjær vrider danske fraser tankevækkende.
Det er med stort, modigt og lovende vingefang, hun tager bladet fra munden uden at glemme at involvere sig selv.
Ikke nok med at hun bruger hele stemmens spændvidde – fra lavmælte overvejelser til stærke udråbstegn. Hun har kroppen med og leger med mange virkemidler i musikken, så man kan mærke det, hun har nedfældet i teksterne.
Ikke alle melodier på den unge nordjydes nye album er klare. En sang som ’De fik dig aldrig’ ville næsten lige så godt kunne reciteres som synges, men flere ting kompenserer for, at Aakjær sommetider komponerer for jævnt.
Dels har hun som fortæller en både nuanceret og dramatisk lyd, dels har hun som alsidig musiker (guitar, synthesizer, theremin m.m.) i samarbejde med sin bassist og producer, Henrik Marstal, sørget for, at hver eneste af de meget forskellige sange på ’Missionær’ er enten medrivende og/eller overraskende klædt på.
Bibelsk uden at være selvgodt
Endelig er der alt det, hun vil med musikken, og det er herligt meget. Titlen ’Missionær’ skal tolkes flertydigt. Hun spørger til, hvad vi (ikke) har lært af flere tusinde års kristen kulturarv (’For tiden’ og ’2000 år’).
Hun udforsker smålighed og egoisme (’Pænhed er kommet til byen’, ’Dagens tekst’ og ’Det bedste for mig selv’). Og hun undersøger seksualitet og magt (’Missionær’, ’Marie Magdalene’) i et sprog, som har gamle bibelske og aktuelle politiske referencer uden at være opstyltet eller selvgodt.
Aakjærs afsæt og udtryk lyder indigneret, vemodigt, personligt, men er i albummets sidste ende (’Ingen slipper’) også udtryk for om ikke håb så i hvert fald ønske om forandring.
Hyldest til Natasja
Musikalsk er der referencer til både Simon & Garfunkels listigt forførende harmonier, Dylan i det uforsonlige hjørne og Kate Bush med det veludtrykte vovemod på at gå egne veje.
Hørt på afstand kan ’Pænhed er kommet til byen’ lyde som en fjolleglad vise. Nærlyttet er den imidlertid en hyldest til Natasjas tiltrængte ’Gi’ mig Danmark tilbage’ og i det hele taget en mundret opsang til dem, der siger »vind eller forsvind«, som det hedder i en af adskillige tekster, hvor Aakjær vrider danske fraser tankevækkende.
Det er med stort, modigt og lovende vingefang, hun tager bladet fra munden uden at glemme at involvere sig selv.
Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit