Er det en vittighed, at han næsten hedder Kurt Weill som Bert Brechts komponist? Jeg ved det ikke, men albummet ’Childish Prodigy’ er i hvert fald ikke nogen vittighed.

Ud af det blå på årets faldereb er jeg via en af mine musikalske venner stødt på dette album fra Kurt Vile, der står i spidsen for et punket band ved navn The Violators.

At der er punkrødder på spil, afsløres desuden af et cover af Dim Stars-nummeret ’Monkey’ med tekst af Richard Hell.

Helstøbt i allerhøjeste grad
Men ’Childish Prodigy’ er en af den slags plader, hvor man aner mange inspirationskilder, men har svært ved at sætte fingeren på nogle af dem, selv om den p.t. populære Jay Reatard nok kunne være en åndsfælle.

Det er en skramlet og bulet musik, men selv om den lyder improviseret i studiet, er det sket med et klart øre for de lydmure, som Phil Spector og Brian Wilson byggede.

Det er et album, hvor man ikke et sekund er i tvivl om, at man træder ind i et univers, som i al sin splittelse, sin susen og snerren og sin flabede henslængthed i stort og småt i allerhøjeste grad er helstøbt.

Ren punk
Det dovent guitartunge intronummer ’Hunchback’ med tilfældige indslag fra en tamburin er simpelthen punk som slow food.

At det sjuskede er en nøje indstuderet stil, bliver slået fast på ’Dead Alive’, der luller overstyret rundt, så man burde få ondt i ørerne, men i stedet får blod på tanden.

Hvilket er helt rigtigt klogt, for forude venter ’Overnite Religion’ med vand i ørerne, den vidunderligt lullende countryballade ’Blackberry Song’ og det majestætisk frembrusende futtog ’Freak Train’ med sjasket støvregn af trommer, ulden vokal og fnulret guitar.

Som var Johnny Burnette genopstået. Omtumlet og dog stadig stilfuldt rock’n’rullende i en tæt tåge af substanser.

Uden at være larm er det alligevel ren punk. Sjældent har noget, der lyder så meget ad helvede til, lydt så sødt i mine ører.