Spurven havde et par lunger, der kunne sætte enhver til vægs.

Edith Piaf sang med en flamme i brystet, som gør, at hun fortsat står uantastet som Frankrigs største og ikke mindst mest franske sangerinde. Netop uantasteligheden og passionen gør det halsbrækkende at fortolke hendes repertoire. Piafs voldsomme følelsesudladninger gør hende til drøj kost.

Sammenlignet med Billie Holiday og Ella Fitzgerald virker Piafs passionerede stil på en helt anden måde låst fast i sin egen tid. Edith Piafs udstråling er stadig så stærk, at hendes arv er mere radioaktiv end radiovenlig. Man nærmer sig den kun nødigt og iført kunstnerisk beskyttelsesudstyr.

Canadisk Piaf
Medmindre man er Martha Wainwright. Den canadiske sangerinde er søster til Rufus Wainwright og ved at etablere sig som en af tidens store sangerinder på folkrockscenen. Så det er lidt af et spring pludselig efter to succesrige engelsksprogede soloplader at give sig i kast med Edith Piaf.

Men Wainwright er ikke alene om det.

Projektleder er Hal Willner, der igennem mange år har været ekspert i at tænke i koncepter, hvor han prøver at få fortidens musik til at kommunikere med nulevende musikere og sangere i stort anlagte events på scene og på plade. Willners projekter kan nogle gange godt virke lidt tørre og akademiske i den musikalske udførelse.

Men lige præcis i dette tilfælde, hvor det gælder om at redde Edith Piafs arv fra Edith Piafs egen altdominerende stemmepragt, er Willners metode den helt rigtige.

Martha Wainwrights fortolkninger indspillet over tre aftener med publikum i Dixon Place i New York er tydelige hyldester til Piaf, men Wainwright holder samtidig godt fast i sin egen stemmes karakter. Sangene får foræret en helt særlig tone alene af den grund, at Martha Wainwrights franske er den canadiske variant.

Hun er folkemusiksangerinden Kate McGarrigles datter og vokset op i det fransktalende Quebec. På nogle af numrene er der faktisk næsten mere Kate & Anna McGarrigle end Edith Piaf over arrangementerne.

Holder sig fra klassikerne
Stemmen kombineret med de tilbagelænede iscenesættelser giver den musikalske ramme en velsignet reduceret atmosfære, der haler sangene ud af knejperne og dansehallerne og ind i et lidt mere neutralt musikalsk rum, hvor stemningen måske nok er teatralsk, men ikke så fransk, at det gør noget.

Det lyder måske ikke så positivt, men det er helt afgørende for projektets levedygtighed, at der er lagt afstand til ekkoet fra Pigalle.

Klogt nok holder Wainwright nallerne fra ’La vie en rose’ og ’Non, je ne regrette rien’. Dermed kan ’Sans fusils, ni souliers á Paris. Martha Wainwright’s Piaf Record’ liste sig ud af forbilledets skygge og blive både en indfølt hyldestplade og en diskret løsrivelsesproces.

Wainwright har lyttet til Edith Piaf det meste af sit liv, og det kan høres. Det er ikke tilfældigt stof, hun som fortolker har hentet nede hos musikhøkeren. Mest problematisk tæt på det pseudofolkeligt frankofile er ’La foule’ og ’C’est a Hamborg’, mens Wainwright på ’Adieu mon coeur’ er strålende i sin helt egen følsomheds kerne.

Arrangementerne af bl.a. cellisten Jane Scarpantoni fungerer gennemgående i deres kølige kunstfærdighed under Hal Wilners overblik.

Kantede konturer
’Sans fusils, ni souliers á Paris’ bliver en velegnet genintroduktion til Piafs univers, men kan sagtens høres som en interessant demonstration af spændvidden i Martha Wainwrights talent.

Hvis man i begyndelsen troede, hun var en mere almindelig singer-songwriter sammenlignet med sin storladent gestikulerende bror Rufus, så er ganske andre konturer nu ved at vise sig. På hendes Piaf-plade kombinerer Martha Wainwright stor følsomhed og stemmepragt med en umiskendelig nutidig kant af kommenterende personlighed.

Martha Wainwright er ikke Edith Piaf og prøver alt hyldest til trods heller ikke på at være det.