Når nøden er størst og alle lider af uhæmmet tørst, rider Dalton ind med hver sin sprukne røst for at sjunge til lindring og trøst. Men selvfølgelig skal vi spise (rug)brød til.

»Det vælter ind over grænsen med suvlaki og peking-ænder/ Vi ku’ byg et hegn rundt om landet af rugbrød«, lyder forslaget fra Daltons Allan Olsen.

Brummende varmer Lars Lilholt og Johnny Madsen vennens »rugbrøøj« op i koret. Og så ruller Dalton dagens lune menu ind på den solide serveringsvogn, hvorpå rustik er en hædersbetegnelse, fusion ganske enkelt ikke findes, og service ligesom er lidt op til dig selv.

Her står den på: »Rugbrød nok til alle/ Rugbrød gør en mand af en dreng/ Nybagt rugbrød – helst uden kerner/ Ingen kapers og surströmming til os«.

Uheldige forbryderbrødre
Sangen hedder ’Rugbrød’ og er et af de sjoveste forsøg på at beskrive den danske nationalangst og karakter i kulinariske termer. Her er godhedens hykleri erstattet af gævhedens sandhedssøgende trio med gyldne stråler af poesi i røret ud på de små timer.

Samtidig er Allan Olsens spøjse lille bidrag også et af de bedste, der er at finde i forrådskammeret hos de tilbagekomne Daltons – trioen af Jyllands største trubadurer.

17 år efter, at Lilholt, Madsen og Olsen tog navn efter de notorisk uheldige forbryderbrødre i tegneserien om Lucky Luke og red ud i solnedgangen med en dundrende succes af et debutalbum for siden at feste sig langt ind i solopgangen og bruge hver en klink på en stormomsust turne, er d’herrer tilbage igen.

Et ganske logisk valg, hvis man ser på trioens individuelle karrierer, der nok kan trænge til en opstrammer af den stærkeste slags, der skal tre til at servere og konsumere.

Til gengæld er det forunderligt, at ’Tyve-ti’ er blevet et så forudsigeligt album, hvis nærmest kemiske rensning for overraskelser er overraskende i sig selv.

Umiskendelige individer
De gæve jyder trasker lunt af sted ind på ’Café den sidste chance’ af Lars Lilholt. Det er nemlig ikke svært at høre, hvem der står bag de enkelte bidrag.

Samarbejdet fører med andre ord ikke til nytænkning eller afprøvning af nye virkemidler. Tilbage er den uomtvistelige verbale og musikalske veloplagthed i eksempelvis en sang som den umiskendeligt madsenske ’Sæt sejl’, der dog lyder som noget, vi har hørt snesevis af gange fra Johnny Madsen før.

Det er flot og swinger lækkert med mundharpe og huggende akustiske guitarer i rytmen. Men tager man antallet af sange fra aldrende desperadoer i betragtning, er det forbløffende, hvor lidt der egentlig blødes hos de musikalske Daltonbrødre.

»Verden tumler videre – men venligst skån min Chablis/ Rul mit skakbræt sammen – jeg er godt tilfreds med remis«, som der typisk nok synges i ’Jeg har alderen med mig’.

Ikke desto mindre er det uretfærdigt at citere den umiskendeligt olsenske sang på den måde, for sangen er en af dem, hvor noget står på spil, og hvor ordene og de forbløffende kønne harmonier fra den rustikke herretrio ikke skal tages for pålydende:

»Ak hjerte du kyniske trætte metronom/ Sku jeg rime dig på smerte bli’r det højest lidt fantom/ Nej reciprokke værdier og isblå fakta ka’ jeg li/ Apropos poesien – nu rimer jeg kun hvis jeg vil«.

Hyldest til Dylan
Det gløder og emmer af Bob Dylan i tusmørkets timer. Og netop Dylan svæver over samtlige bremsespor fra Dalton. Derfor er det logisk at hylde den store mester i en fin fortolkning af hans ’North Country Girl’.

Dalton skal prise sig lykkelig for Allan Olsen, der som den eneste byder ind med både alvor og spas – ofte i samme sang.

Hans indsats til trods er albummet en mild skuffelse. Det vil der rimeligvis blive rådet bod på, når trioen til februar tager på en hamrende udsolgt, bette turne landet rundt.

Pas nu på helbredet og husk at spise brød til, drenge.