Daniel Johnston synger på nogle af sangene på ’Is And Always Was’, som om hans tunge er svulmet op og blevet et tykt, genstridigt organ.

Mon situationen er blevet forværret af psykofarmaka, tænker man uvilkårligt.

Fænomenet Daniel Johnston er nemlig ikke bare kendt for sit usædvanlige sangskrivertalent, men også for at være en musikalsk original, som mentalt og socialt lever i en verden temmelig langt fra det normale.

46-årige Daniel Johnston er maniodepressiv med en lang sygehistorie bag sig. Men han er også et helt usædvanligt sangskrivertalent, som kan ryste de mest fantastiske sange ud af ærmet.

Dybt forelsket i The Beatles og gammel vestkystpopmusik er hans sange barnlige og blåøjede, men også smertefulde, fortvivlede og surrealistiske.

Umiskendeligt raffinerede i deres ekstreme fornemmelse for at anslå glade toner spigret med torne og tårer.

Djævle, superhelte og fedtfarver
Brian Wilson fra Beach Boys er popgeniet, der endte i sandkassen. Daniel Johnson er drengen, der aldrig slap ud af sit værelse.

Han sidder stadigvæk og klimprer, slider gamle popperler til spåner og tegner sine vilde tegninger af djævle, superhelte og kosmiske mærkværdigheder med skrappe fedtfarver.

Det kunne alt sammen have været så trist, hvis ikke Daniel Johnston samtidig på de givne vilkår har haft en kulørt musikkarriere, siden han i 1980 debuterede med ’Songs Of Pain’. Et hav af hjemmestrikkede udgivelser, kollaborationer og liveplader igennem årene gør det ikke helt nemt at følge sporet.

For et par år siden var f.eks. samarbejdet med Don Goede, hvor Goede kaldte sig Jack Medicine og duoen The Electric Ghosts, ikke i stand til at fastholde Johnsons skrøbelige magi.

Den gode nyhed på ’Is And Always Was’ er, at Johnston i dén grad er tilbage på sporet. Rent bortset fra den drilske tunge er ’Is And Always Was’ komprimeret og præcis.

11 sange på 35 minutter, og hver eneste sang og hvert eneste minut holder vand.

At blive snydt så vandet driver
At hjernespindet og humøret gør knuder, er åbenlyst. Helt forfærdelig trist er ’Lost In My Infinite Memory’, der nærmest er en dosmerseddel af elendighed.

Men ellers er alle disse sange om at blive snydt, så vandet driver, af sin uforudsigelige psyke først og fremmest bemærkelsesværdige ved samtidig at være gnistrende kærlighedssange til uopnåelige piger og popmelodiens notorisk høje humør.

Smil gennem tårer, som det hedder.

Sangskrivertalent med en sygehistorie
De fleste kan kun drømme om at skrive så naturlige popsange, men Daniel Johnston plukker dem uden videre som små strålende stjernefrugter fra et træ beklædt med hjernebark.

Når man hører ham synge »you got me by the skull this time« og »I am just a creep for your love« på den fantastiske og fantastisk mærkelige og sørgelige kærlighedssang ’Mind Movies’, mens han prøver at få den stive, daggamle søtunge i munden til at makke ret, må man bare overgive sig til alle sine blandede følelser.

Historien om Daniel Johnston og hans musik er i et eller andet omfang en sygehistorie.

Men når han er i form som på ’Is And Always Was’, er hans sange samtidig et unikt kapitel i popmusikkens naivistiske kunsthistorie.