Devendra Banhart har pyntet som spøjs fætter og snurrig krabat, siden han i 2004 slog igennem som neo-hippieismens bannerfører med ’Rejoicing in the Hands’ og ’Nino Rojo’.

Jo mindre band, desto bedre
Banhart har forsøgt at bevare sit særpræg og samtidig komme videre med et mere fasttømret band på de følgende plader ’Cripple Crow’ og ’Smokey Rolls Down Thunder Canyon’.

Banhart er ikke et band, men en vaskeægte original. Jo flere mænd om bord, desto mindre klar profil.

Heldigvis markerer ’What Will We Be’ med Paul Butlers lyse, åbne produktion en frugtbar kursændring, hvor Banhart dropper band-identiteten uden nostalgisk at genoplive ’Rejoicing In the Hands’.

Musik i lotusstilling
Banhart springer ud som en imponerende idérig musiker på et album, der er behageligt og charmerende afvekslende og klart Banharts bedste siden 2004.

Hvor Banhart tidligere lød som gademusikant på bare tæer, lyder han nu med sange som ’Angelika’ og ’First Song for B’ perspektivrigt vagabonderende med udsigt til nye kunstneriske horisonter.

Banhart kommer langt ud i verdenshjørnerne og finder over alt fine små ting på både spansk og engelsk territorium.

I stedet for at rocke sejt i spidsen for et band valser, tripper, nynner og danderer sangene i øst og vest – uden man mister fornemmelsen af, at han sidder i lotusstilling i centrum af sit univers, hvor sprog og stilarter helt naturligt bytter kasket efter den vandrende ånds vind og vejr.