Tiden mangler ikke ligefrem unge sangerinder og sangskrivere, der gerne vil ud over rampen. Men det er godt nok sjældent, at de samtidig afslører så mangfoldigt et talent, som Julie Maria gør på sit andet dansksprogede album ’Yaguar’.

For de lidt ældre musikelskere, der stadig går rundt og sukker efter Anne og Sanne, er her en afløsning, der både kan og vil det meste.

Tim Christensen på guitar
Julie Marias jazz-erfaring skinner igennem på ’De har ingenting gjort dig’ med den fine linje »du står i kø for at få et liv«, mens hun på ’Ubestået’ bakket op af Tim Christensens guitar antyder en snerren, som retfærdiggør titlen ’Yaguar’.

Samme udmærkede guitarist står for den skarpe kniv, der er med til at gøre ’Evelyn’ til så oplagt et hit. Nummeret har et velgørende punch og en løssluppenhed, der sætter det lidt konforme andre steder i relief.

Jo værre, jo bedre
At hendes fine kærlighedssange med de påsyede sorte blonder af smerte og skuffelse sagtens kan bære det, viser ’For smuk’ og ’Hvor langt tør du gå?’. Sidstnævnte lyder næsten som en hilsen til Anne Linnet i hendes mere svirpende periode. Begge numre pumper uden blusel som club-hits, og når man hører Mads Langer-duetten ’Forbandet stille’, er det lige før, man siger: jo værre, jo bedre.

Albummet er nemlig lovlig tvedelt mellem det følsomme og det faretruende. For Steffen Brandts protegé kan være sensitiv som bare pokker. Mest indtrængende på ’Hende dér den stille pige’. Men det er faktisk i rollen som løssluppent popdyr på rov, at Julie Maria imponerer mest på ’Yaguar’.

Også selv om det på ’Jagtet og jaget’ lyder mere af ønskedrøm end realisme, når hun på baggrund af et album med en overvægt af dæmpet, skuffet kærlighed i metermål synger »Vild, utæmmelig, smidig, smuk, rastløs og stærk / Yaguar – det hele er mit værk«.