»I don’t wanna cry my whole life through«, synger Christopher Owens på ’Hellhole Ratrace’.

Derefter følger en hel opremsning af, hvad han altså gerne vil nå, inden han engang skal dø. Han vil lufte stængerne, han vil danse, han vil le, han vil slå kludene sammen med en kvinde og stå på egne ben sammen med en anden.

»Sometimes you gotta make it for yourself / and sometimes baby you just need someone else«. Alt sammen helt banalt og lige efter bogen. Og så alligevel ikke.

Stak af fra kult
’Hellhole Ratrace’ er det centrale nummer på debutalbummet ’Album’ med San Francisco-duoen Girls, der foruden Owens består af Chet ’JR’ White.

Der er to vidt forskellige grunde til, at nummeret rummer et væld af resonans. Den ene er biografisk. Christopher Owens stædige insisteren på at score noget go’ gammel livskvalitet kommer på en usædvanlig baggrund.

Owens voksede nemlig op i den californiske kult Children of God. En kult, som efter sigende skulle opmuntre medlemmerne til seksuelt samkvem mellem børn og voksne.

Christopher Owens stak af som 16-årig og levede på gaden med sin guitar og sit overlevelsesinstinkt. På et tidspunkt mødte han produceren Chet ’JR’ White, og så begyndte den anden del af historien.

Syv minutters fuld format
For kulthistorien havde måske nok været tragisk, men i denne sammenhæng ikke specielt interessant, hvis ikke det var for dens samspil med både teksternes rørende livslyst og den musikalske kvalitet på ’Album’.

Det næsten syv minutter ’Hellhole Ratrace’ er et brillant rocknummer. Emotionelt elementært menneskeligt bevægende og samtidig en fornem demonstration af, hvordan man langsomt, men sikkert opbygger en syret, cyklisk intensitet af format og feedback.

Beach Boys i syre
’Hellhole Ratrace’ med sin hårdt tilkæmpede optimisme og sit rørende gåpåmod er ’Album’s ubestridelige akse. Men hele albummet er temmelig pragtfuldt. Som så mange andre af tidens unge bands skaber også Girls ny musik ved at guffe løs af den gamle.

Ikke som postmoderne citatmosaik, men som en oprigtig bekenden sig til en filosofi, hvor man eddergerne ville have været med, både dengang Beach Boys sprang i 1960’ernes surfbølger, og dengang Jesus And Mary Chain i 1980’erne tog surftråden på og forvandlede den til kulsort pigtråd viklet om pophjertet.

Faktisk lyder Girls mest af alt som Beach Boys og Jesus And Mary Chain i ’omvendt’ rækkefølge. Hvor brødrene Reids kolde feedback syrebad efterfølgende er blevet dyppet i en mere uskyldig fortids varme solskin.

Solskin og smerte
Girls hører hjemme i San Francisco, og der er masser af dejlig sommer og mere end et strejf af syre og ’I got high’-stemning over musikken.

Indimellem med en simpel glæde ved guitarernes skramlede klange, som næsten giver musikken et slægtskab med Daniel Johnstones naivistiske rocksange.

Girls handler ikke så meget om 1960’er-nostalgi, som det er en musikalsk 1960’er-erfaring, der via syrerock og new wave bliver opdateret af et ungt band med sin helt personlige version af solskin og smerte.

Bogstavelig talt spændt ud mellem ’Summertime’ og ’Big Bad Mean Mother Fucker’, og mellem ’Lust For Life’ og ’Headache’ er det en musik, som med solbeskinnede guitarer og blåmærkede følelser taler ungt og tidløst til rockhjertet.