Det er seks år siden, Nikolaj Nørlund sidst nedkom med et album med egne danske sange.

Hos andre kunstnere kunne man forvente en revolution eller to i løbet af sådan et spand af tid. Men ikke hos Nørlund. Med visse variationer stoler han fortsat på sin ’less is more’-filosofi. Ikke at han er ideologisk minimalist.

Han er snarere spartansk realist. Som tror på at fritskrabe musikkens basale kvaliteter og at lade dem tale for sig selv. Først sætter man i scene, så ser man, hvor det hele fører hen, når det lever sit eget liv.

Minder om forrige album
Derfor er forskellen på det forrige dansksprogede album ’Tændstik’ og ’Tid og sted’ da også til at overskue. Som en lille mus i Neil Youngs baglomme fyrede en grovkornet guitar op under ’Tændstik’.

Men på ’Tid og sted’ er udtrykket rykket i retning af det mere lyriske og inderlige. I stedet for en kvintet er det nu en trio, hvor der er efterladt masser af plads til luft og frit åndedrag mellem instrumenterne.

En blidt gyngende bølgegang, hvor Anders Christiansens bas og Jakob Høyers bløde trommespil leverer regulær poetisk puls. Som intim og stemningsmættet lydoplevelse er ’Tid og sted’ simpelthen en dejlig udgivelse.

Et uhyre helstøbt album, hvor alle sangene spejler deres stemninger i hinanden. Sangene er åbne, men åbner for fortolkning. Både arrangementer og tekster giver plads til, at lyset kan trænge ind i stænger.

Melankolsk, underfundig distance
Universet er København. Byens rum med dets lys og skygger. Byens parker, byens regn, dens mødesteder og sidespring.

Befolket med intime relationer, der spænder over hele spektret uden at blive skåret ud i pap. Erotiske åndedrag og kærlighed på kollisionskurs.

Der bliver svigtet og begæret, kæmpet kønskamp i kulissen og vandret målløst omkring i stolt og nøgen hud. Der er vildveje, vandveje og toppede brosten. Alt sammen uhyre intimt og nænsomt skildret og udfoldet. Er der en gang imellem en følelse af distance, så er den melankolsk og underfundig.

På alle numre nyder man det ubesværede rytmiske åndedrag. Det er simpelthen smuk og behagelig musik, der finder det for godt at hvile i sig selv.

Sangskriveren Nørlund presser ikke citronen, men leverer det nødvendige antal stærke linjer. »Og lad solen / brænde dine ansigtstræk« forvandler pludselig en solskinsdag til noget mere faretruende brændt i terrakotta. »Svajende i vinden / med hjerter som tunge sten« er et godt eksempel på Nørlunds sans for enkle, stærke billeder.

Ingen smuttere undervejs
Ni sange og en spilletid under 40 minutter er åbenbart Nørlunds opfattelse af et ideelt album. Opskriften er den samme som på ’Tændstik’.

Med knap 38 minutters spilletid er der ikke plads til smuttere. Dem er der sådan set heller ikke rigtigt nogen af. ’Tid og sted’ holder et homogent snit hele vejen. Men hvor ’Tændstik’ fløj helt til vejrs med ’Resumé’ og ’Flyveplads’, så mangler ’Tid og Sted’ sangene, der definitivt ryster sig løs og skiller sig ud.

’Momentum’ kommer sammen med titelnummeret tæt på, og ’Under Fremmed Flag’, fornemt sunget af skiftevis den lyse og den mørke Nørlund-stemme, har bogstavelig talt blod på tanden.

En joker mangler - og savnes
Men ’Tid og sted’ er også et meget lidt temperamentsfuldt klingende album i forhold til de ret voldsomme følelsesscenarier, der udspiller sig i sangene.

Der mangler noget. En joker, som kunne forløse alt det fine til noget fantastisk. Den påtrængende følelse af nødvendighed, den helt vildt gode ide, et dristigt strejftog til nye destinationer.

Men i stedet må man ’nøjes’ med, at ’Tid og sted’ er en glimrende Nikolaj Nørlund-plade. En velkommen tilføjelse til kataloget, der stadig veksler frem og tilbage mellem danske Nørlund og engelsksprogede Rhonda Harris.

Som det har været siden midten af 1990’erne, hvor han søsatte Rhonda Harris-projektet i 1995 og året efter skrev musikalsk danmarkshistorie med Michael Strunge-fortolkningerne ’Navnløs’ og året efter lavede sin hidtil mest markante solo-plade med egne sange – ’Nye Optagelser’.

Knækker nødder som producer
Måske er udfordringen, at Nørlund i disse år knækker sine hårdeste nødder i rollen som producer. At han i øjeblikket er manden, der skal forløse Steffen Brandts fordanskning af Bob Dylans sange, er helt regulært en historisk udfordring.

Måske bliver solokarrieren på den baggrund mere en lettelse end en fuldblodstyngde? I hvert fald lyder Nørlund afslappet og nydelsesrig på ’Tid og Sted’. Og måske af samme grund mangler sangen, der tager den helt store kegle på dagen.

Der er helt bogstaveligt meget, der brænder i teksterne, men der mangler noget, der kunne brænde det sidste stykke igennem.