Når man tager i betragtning, at det er fem år siden, postrock-pionererne Tortoise sidst kom med nyt materiale, er det svært ikke at blive en anelse skuffet over ’Beacons of Ancestorship’.

Selv om både ’Prepare Your Coffin’ og ’Northern Something’ præsenterer opfindsomme rytmer fra bandets dobbelte rytmehjerne John Herndon og Doug McCombs, er det, som om gruppen både har svært ved at komme videre og kæmpe sig op på det niveau, Tortoise havde på de to stildannende 90’er-udspil ’Millions Now Living Will Never Die’ (’96) og ’TNT’ (’98).

Klassisk paradoks
Chicago-kvintettens paradoks er klassisk.

Når man har været med til at opfinde en ny stilart som den instrumentale postrock, gør man det typisk i et eller andet omfang som reaktion på eksisterende paradigmer.

Når det herskende paradigme ophører eller muterer, risikerer det nye udtryk at miste en afgørende del af sin egen natur.

Den mur, man ville banke ned, er pludselig væk.

Man falder forover og har svært ved at komme op igen med et tidssvarende udtryk.

Lyden af en prutpose
Det er ikke sikkert, det helt præcis er, hvad der er sket for Tortoise.

’Beacons of Ancestorship’ er som forgængerne stadig et mylder af små, spændende initiativer i en klar og kølig ramme.

Men selve denne geometrisk-rytmiske instrumentalmusik med kraftige islæt af krautrock lyder, som om den her og nu i 2009 har svært ved at finde en rolle og en grimasse, der kan passe.

’The Fall of Seven Diamonds Plus One’s spaghettiwesternjazz har ikke meget tilfælles med den hidsige rock, der på ’Yinxianghecengqi’ er lige så gnidret som titlen.

Men hvis lyden af en prutpose, der går amok, er avantgarde, ja så er Tortoise måske alligevel stadig avantgarde.

På sådan en lidt vildfaren 90’er-agtig måde.