Lænker og laster rasler vanen tro alt andet end lystigt i Depeche Modes univers. »I’m in chains«, synger en hårdt forspændt Dave Gahan, der for god ordens skyld også er bastet og bundet på åbningsnummeret ’In Chains’.

Og så føler man sig jo på en måde så hyggeligt hjemmevant i favnen hos de særlige poppedrenge fra Basildon.

For når det gælder erotik og kærlighed i popformat, så holder besættelsestiden aldrig op for Depeche Mode i almindelighed og sangskriver Martin Gore i særdeleshed.

Forholdet mellem mennesker har i de 25 år siden ’Master and Servant’ været defineret ved en tungt berusende afhængighed.

Sansepirrende og handlingslammende som absint. En cool attitude, som ikke har været til at ryste, og som har udvist usvækket appel, uanset hvor mange stilskifter omverdenen har gennemgået i mellemtiden.

Ung med de unge
Ret beset er Depeche Mode et ungdomsfænomen, som ikke har skiftet meget karakter i størstedelen af de næsten 30 år, de har været unge med de unge.

De fleste af den slags musikfænomener har deres absolut begrænsede tid, men Depeche Mode har ligesom The Cure vist sig at være mere uopslidelige, jo mindre de har forandret sig.

En del af forklaringen er enkel nok. De har fingeren på en puls, som dunker med smerte, farefuld eros og mørk romantik. En treenig slagvare, som har vist sig at kunne appellere til den ene nye årgang efter den anden af unge slikmunde på udkig efter usunde fornøjelser.

På ’Sounds Of The Universe’ vil gamle og nye kunder få lejlighed til at opleve et Depeche Mode, der uden at overanstrenge opfindsomheden i glimt stadig formår at få sin ur-electropop til at fremstå med en næsten mytisk friskhed.

Igen får produceren Ben Hillier lydbilledet til at leve. Men det er liv i glimt.

Uden at være kørt i stilling blandt singlerne er den flotte, mørke ’In Sympathy’ tættest på at kunne kile sig ind i Depeche Modes kanon.

Problematisk kompromis
Her er albummets dybe sug. Som på forgængeren ’Playing The Angel’ er ’Sounds Of The Universe’ et forsøg på at skabe et gnidningsfrit kompromis mellem Martin Gores rutinerede latex-lyd og Dave Gahans ambitioner som sangskriver.

Det ligner mere et problem denne gang. Gahans solokarriere vil ikke rigtig slippe Jordens tyngde, men hvorfor skal det gå ud over Depeche Mode?

Uspændstige Gahan-sange
Gahans tre bidrag til ’Sounds Of The Universe’ er ikke de mest spændstige.

Den dynamiske modsætning mellem desillusion og romantik, som opstår, når Gahan synger Gore-tekster, vil ikke rigtig fænge, når Gahan selv har fattet pennen.

I virkeligheden er det jo ellers mest oplagt at trække på smilebåndet, når Gore lokker Gahan til at synge gravalvorligt om den syndefulde ’Jezebel’ eller lader ham trække i det djævelske kostume med de advarende lokketoner »I could corrupt you / in a heartbeat«.

Men det er den slags teater, der altid har virket for Depeche Mode.

Det samme gør kun delvist albummets forsøg på at finde en balance mellem teksternes sorte læder og en mere duvende og legende elektronisk poplyd.

Gammel ny lyd
Depeche Mode jagter en ny lyd, men på flere sange lyder den nu snarere som gammel lyd. Godt brugt popcorn-electro på en ikke helt beroligende måde.

Flere sange mere end strejfer den lysere appel, gruppen havde, da de for mange år siden var nye romantikere og anderledes glade i poplåget med Vince Clarke som sangskriver.

Her kniber det bare med at få de lysere toner iklædt en tilsvarende letflyvende pop.

Tilbageskuende
Hvad der vel skulle være et bud på en ny og frisk lyd, lyder mere 1980’er-agtig end fremtidsorienteret.

Men Gores lumske evner som sangskriver, Gahans sortblanke mandfolkerøst og gruppens skræmmende evne til at læse musikken i kortene og se nye muligheder, hvor andre mest ser gamle vittigheder, gør det svært at afskrive selv så tilsyneladende middelmådigt et udspil som ’Sounds Of The Universe’.

Der er en umiskendelig appel. Også selv om gennemslagskraften denne gang virker mere end en anelse slatten.

Læs flere rock - og popanmeldelser på ibyen.dk