Det er på en måde lidt synd, at Mikael Simpson allerede har brugt albumtitlen ’Stille & uroligt’. Den passer nemlig næsten endnu bedre på hans nye udspil, ’Slaar Skaar’.
For nu dækker et endnu mere dæmpet udtryk over en indre uro, der ikke er mindre vedholdende.
En paradoksets strategi, der på ’Slaar Skaar’ fremstår mere rendyrket og kunstnerisk indbringende end nogensinde.
Når tilværelsen strammer om skuldrene og trykker for brystet, hvisker man, snarere end man råber.
Speciel frasering
Men ikke Mikael Simpson. Han har fundet sin helt egen frasering – det tilbageholdte åndedræts sirligt ømme præcision.
Musikken udtrykker en bevidsthed om tingenes skrøbelighed, der afspejler ordene »du kan lige så godt male natten hvid/ det er spild af tid«.
Men udtrykkes med en zenagtig enkelhed i en kunstnerisk afklaret form, der forsyner selv den mindste rystelse med en smittende artistisk og regulært robust selvsikkerhed.
Man kan med god ret indvende, at Mikael Simpson nu på syvende år arbejder inden for et særdeles snævert felt.
Sin helt egen
Men om hvor mange musikere kan man sige, at de arbejder på at udvikle en musikalsk æstetik, der er deres helt egen?
Det gør Mikael Simpson, han forfølger et spor, der kun er hans eget. Inden for den ramme kan selv en relativt beskeden justering have samme størrelsesorden som et radikalt brud hos en mindre original kunstner.
En skillevej
Tilsyneladende har han stået over for en skillevej. På sine tidligere pladeudgivelser blev musikken til en slags elektronisk soveværelsesdub.
Men på scenen foldede han med bandet Sølvstorm musikken ud i mere vidtfavnende og rockede retninger.
På ’Slaar Skaar’ formulerer han imidlertid en velfungerende syntese, der lukker frisk luft ind uden at smide hele møblementet ud ad vinduet.
Uden at kaste sig i armene på rocken har han forladt sin ensomme bastion og indledt samspilsmanøvrer med andre musikere.
Hvor elektronikken hos mange artister på en måde udfylder de rigtige instrumenters roller og rum, bliver det næsten omvendt her.
Ud med computeren
Guitaren har i vidt omfang erstattet computeren. Trommer hvisker om et beat. Strygere, Würlitzer keyboard og trompet udmaler stemninger.
Og resultatet er nærmest en slags organisk electronica, hvor instrumenternes klangflader suppleret af elektronik skaber en blidt pulserende poetisk dub.
Københavner-elegier
’Københavner-elegierne’kunne man kalde disse enestående stemninger fra et blåt København.
»Det var en lørdag aften og jeg var som besat /jeg kunne have erobret hele København den nat« hedder det næsten-ophidset på ’Det var en lørdag aften’.
Kunne have gjort. For det skete ikke. De fleste af sangene befinder sig typisk i et afventende rum, hvor man drømmer om det derude, men holder sig tilbage og måske mest af alt frygter skuffelsen, hvis man vover sig ud.
Men musikalsk har Simpson vovet sig ud i byen.
På den smækre instrumentale ’Elektronisk Blaa’ spinder han med Asger Baden tråden tilbage til Simpsons elektroniske periode og får den samtidig til at kulminere i et crescendo, som udgør en slags statusopgørelse over Simpsons samarbejde med Trentemøller.
Her går musikken i byen, så håret krøller elektrisk i natten. Men den skynder sig hjem:
»Jeg har lyst til at gå ud/ uden at jeg helt ved hvorfor«, synger han på ’Vi stod lige der (Nu staar vi her)’ akkompagneret af akustisk guitar og sensommerstrygere.
Igen paradoksalt smygende sig om ord som ’stress og jag’.
Fedtfrie ord
Ordene falder fedtfri i disse udsagn, der ligner en mellemting mellem destillat og hverdagscitat. Grundfigurer fra et livsbillede.
Det er ikke så sært, Simpson har været tiltrukket af det nylige samarbejde med Jørgen Leth. Der er en fælles optagethed af at se og høre og beskrive rent.
»Her er det alt for koldt til mig«. Der bliver sukket, men ikke klynket. Det er ikke bekendelseslyrik, men stilistisk.
En slags poesi om den nøgterne sandhed om skrøbeligheden i alt fra byens puls til parforholdets.
Hun ligger lige ved siden af, men hun skal være lidt forsigtig, når hun falder i søvn. Hvad er det, vi kan rive hinanden med til?
Musik og tekst går i spænd
Der er en fuldstændig overensstemmelse mellem teksternes enkle, sårbare grundfigurer, musikkens blide beat og de udmalede melankolske stemninger bølgende i feltet mellem byens grå og sjælens blå.
’Slaar Skaar’ stavet med gammeldags aa ligner Simpsons ’Hammershøi dub’. Måske fordi titelmelodien er ’haabløst’ gammeldags?
Hen over et klavertema så simpelt, at Satie lyder som en eksalteret driblekonge i sammenligning, digter Kasper Tranbergs trompet med spids pen på lydens hvide papir.
På ’Det var en lørdag aften’ anslås med guitaren en dirrende intim bystemning. Byen gløder blidt i musikkens skød. Byen er ikke vild og blodig. Den er et landskab som det indre.
Hvor nattens fugle opskræmte pludselig flakser som sorte skygger på mørkeblå baggrund. Dét handler Simpsons nocturne om.
Skønhedssøgende og tidløst
Efter den mere elektronisk tidssvarende ’Stille & Uroligt’ er ’Slaar Skaar’ et mere skønhedssøgende og tidløst blik på det samme.
Det går stilfærdigt for sig indtil ’Inden du falder i søvn’ hen imod slutningen løfter albummet op til et overraskende popnummer, der med puls og inderlighed får mange slags hjerteslag til at slå i takt.
Hun drømte om et andet sted. Nu mødes de omsider her. Forsigtigt i inderligheden. Kærligheden er et spil med en høj indsats:
»Vær lidt forsigtig/ når du falder i søvn/ måske er det alt for meget for mig?/ du og jeg skal samme vej/ du er lige her ved siden af mig«, synger Simpson.
Foreløbig kulmination
Så smukt kan det siges. Så fint kan det gøres. For Mikael Simpson er ’Slaar Skaar’ en foreløbig kunstnerisk kulmination.
Endnu et lille og stort skridt i retning af at formulere sin helt egen musikalske æstetik.
Resultatet er ikke sensationelt anderledes. Blot bogstavelig talt enestående.
Læs flere rock - og popanmeldelser på ibyen.dk
For nu dækker et endnu mere dæmpet udtryk over en indre uro, der ikke er mindre vedholdende.
En paradoksets strategi, der på ’Slaar Skaar’ fremstår mere rendyrket og kunstnerisk indbringende end nogensinde.
Når tilværelsen strammer om skuldrene og trykker for brystet, hvisker man, snarere end man råber.
Speciel frasering
Men ikke Mikael Simpson. Han har fundet sin helt egen frasering – det tilbageholdte åndedræts sirligt ømme præcision.
Musikken udtrykker en bevidsthed om tingenes skrøbelighed, der afspejler ordene »du kan lige så godt male natten hvid/ det er spild af tid«.
Men udtrykkes med en zenagtig enkelhed i en kunstnerisk afklaret form, der forsyner selv den mindste rystelse med en smittende artistisk og regulært robust selvsikkerhed.
Man kan med god ret indvende, at Mikael Simpson nu på syvende år arbejder inden for et særdeles snævert felt.
Sin helt egen
Men om hvor mange musikere kan man sige, at de arbejder på at udvikle en musikalsk æstetik, der er deres helt egen?
Det gør Mikael Simpson, han forfølger et spor, der kun er hans eget. Inden for den ramme kan selv en relativt beskeden justering have samme størrelsesorden som et radikalt brud hos en mindre original kunstner.
En skillevej
Tilsyneladende har han stået over for en skillevej. På sine tidligere pladeudgivelser blev musikken til en slags elektronisk soveværelsesdub.
Men på scenen foldede han med bandet Sølvstorm musikken ud i mere vidtfavnende og rockede retninger.
På ’Slaar Skaar’ formulerer han imidlertid en velfungerende syntese, der lukker frisk luft ind uden at smide hele møblementet ud ad vinduet.
Uden at kaste sig i armene på rocken har han forladt sin ensomme bastion og indledt samspilsmanøvrer med andre musikere.
Hvor elektronikken hos mange artister på en måde udfylder de rigtige instrumenters roller og rum, bliver det næsten omvendt her.
Ud med computeren
Guitaren har i vidt omfang erstattet computeren. Trommer hvisker om et beat. Strygere, Würlitzer keyboard og trompet udmaler stemninger.
Og resultatet er nærmest en slags organisk electronica, hvor instrumenternes klangflader suppleret af elektronik skaber en blidt pulserende poetisk dub.
Københavner-elegier
’Københavner-elegierne’kunne man kalde disse enestående stemninger fra et blåt København.
»Det var en lørdag aften og jeg var som besat /jeg kunne have erobret hele København den nat« hedder det næsten-ophidset på ’Det var en lørdag aften’.
Kunne have gjort. For det skete ikke. De fleste af sangene befinder sig typisk i et afventende rum, hvor man drømmer om det derude, men holder sig tilbage og måske mest af alt frygter skuffelsen, hvis man vover sig ud.
Men musikalsk har Simpson vovet sig ud i byen.
På den smækre instrumentale ’Elektronisk Blaa’ spinder han med Asger Baden tråden tilbage til Simpsons elektroniske periode og får den samtidig til at kulminere i et crescendo, som udgør en slags statusopgørelse over Simpsons samarbejde med Trentemøller.
Her går musikken i byen, så håret krøller elektrisk i natten. Men den skynder sig hjem:
»Jeg har lyst til at gå ud/ uden at jeg helt ved hvorfor«, synger han på ’Vi stod lige der (Nu staar vi her)’ akkompagneret af akustisk guitar og sensommerstrygere.
Igen paradoksalt smygende sig om ord som ’stress og jag’.
Fedtfrie ord
Ordene falder fedtfri i disse udsagn, der ligner en mellemting mellem destillat og hverdagscitat. Grundfigurer fra et livsbillede.
Det er ikke så sært, Simpson har været tiltrukket af det nylige samarbejde med Jørgen Leth. Der er en fælles optagethed af at se og høre og beskrive rent.
»Her er det alt for koldt til mig«. Der bliver sukket, men ikke klynket. Det er ikke bekendelseslyrik, men stilistisk.
En slags poesi om den nøgterne sandhed om skrøbeligheden i alt fra byens puls til parforholdets.
Hun ligger lige ved siden af, men hun skal være lidt forsigtig, når hun falder i søvn. Hvad er det, vi kan rive hinanden med til?
Musik og tekst går i spænd
Der er en fuldstændig overensstemmelse mellem teksternes enkle, sårbare grundfigurer, musikkens blide beat og de udmalede melankolske stemninger bølgende i feltet mellem byens grå og sjælens blå.
’Slaar Skaar’ stavet med gammeldags aa ligner Simpsons ’Hammershøi dub’. Måske fordi titelmelodien er ’haabløst’ gammeldags?
Hen over et klavertema så simpelt, at Satie lyder som en eksalteret driblekonge i sammenligning, digter Kasper Tranbergs trompet med spids pen på lydens hvide papir.
På ’Det var en lørdag aften’ anslås med guitaren en dirrende intim bystemning. Byen gløder blidt i musikkens skød. Byen er ikke vild og blodig. Den er et landskab som det indre.
Hvor nattens fugle opskræmte pludselig flakser som sorte skygger på mørkeblå baggrund. Dét handler Simpsons nocturne om.
Skønhedssøgende og tidløst
Efter den mere elektronisk tidssvarende ’Stille & Uroligt’ er ’Slaar Skaar’ et mere skønhedssøgende og tidløst blik på det samme.
Det går stilfærdigt for sig indtil ’Inden du falder i søvn’ hen imod slutningen løfter albummet op til et overraskende popnummer, der med puls og inderlighed får mange slags hjerteslag til at slå i takt.
Hun drømte om et andet sted. Nu mødes de omsider her. Forsigtigt i inderligheden. Kærligheden er et spil med en høj indsats:
»Vær lidt forsigtig/ når du falder i søvn/ måske er det alt for meget for mig?/ du og jeg skal samme vej/ du er lige her ved siden af mig«, synger Simpson.
Foreløbig kulmination
Så smukt kan det siges. Så fint kan det gøres. For Mikael Simpson er ’Slaar Skaar’ en foreløbig kunstnerisk kulmination.
Endnu et lille og stort skridt i retning af at formulere sin helt egen musikalske æstetik.
Resultatet er ikke sensationelt anderledes. Blot bogstavelig talt enestående.
- Læs Kim Skottes anmeldelse af 'Stille og Uroligt'.
- Læs Dorte Hygum Sørensens anmeldelse af 'B-sider, udtag og meget triste radiomix'
- Læs Ralf Christensens anmeldelse af 'De ti skud'
- Læs Dorte Hygum Sørensens anmeldelse af 'os2 lidtRo 2002'
Læs flere rock - og popanmeldelser på ibyen.dk
Print
Send

























Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit