Værket er dødt, ambitionen leve!

Er det sådan, man skal se Martin Halls fragmentariske suite ’Hospital Cafeterias’?

Som en dybt seriøs kunstnerisk bestræbelse, der samtidig med dandyistisk nonchalance er sig sådan en bestræbelses absurde fremmedartethed i nutidens musikalske landskab bevidst?

En ener og enspænder
Man kan se et menneske i bussen og uvilkårligt tænke: 1930’erne. Bevidst eller ubevidst er der mennesker, der bare hører en anden tid til.

Martin Hall hører til de (selv)bevidste af slagsen. Han er en førkrigstype, og det er hverken Irak eller Vietnamkrigen, der hentydes til.

Hall er så gammeldags, at forestillingen om avantgarde og romantikken hos ham lever uanfægtet videre.

Alene det at lave en musik, der måske nok har den angelsaksiske rock og pop som sit formelle udgangspunkt, men i bund og grund virker tættere knyttet til den tyske kulturgrund, gør Martin Hall til en ener og enspænder.

Ikke bare i dansk musik, men i musikken i det hele taget. Der er mere Rilke end rock, mere Gottfried Benn end Britney Spears, i de hellige Hall’er.

Absolut alvorlig
Martin Halls popmusik er selvmodsigende. Melodisk elegant, men kølig, udfordrende og isolationistisk. Overhovedet ikke varm, jovial eller fysisk fræk.

Der er en humor på spil i mere (rolle)legende tiltag, men materien er absolut alvorlig. Spørgsmålet er, om det på mere end et absolut formelt plan er popmusik?

Pop er jo en forkortelse for populærmusik, men anglen efter popularitet hos det moderne massemenneskes bredfælgede smagsløg har aldrig domineret Martin Halls ambitioner.

Når han stillede op som dommer i ’Talent 2008’, var det vel også ud fra en klassisk tysk tankegang. En rask faustisk pagt er aldrig af vejen i dét selskab!

Det meget germanske har til tider givet anledning til panderynker, men der er næppe tvivl om, at Martin Hall i en anden tidsalder ville have stået forrest i køen til at få stemplet ’entartet’ på sine blegkindede kunstneriske frembringelser.

Anstrengende, dominerende, selvsmagende, udfordrende, glimtvis vidunderlig og ikke udpræget nogen kulturel sundhedsapostel.

Hos Martin Hall kommer man hele vejen rundt. Både når han er bedst og værst ubetinget egenartet.

Med hans enorme og mangeartede produktion siden 1980 kan man let komme til at vænne sig til tanken.

At der findes en absolut kompromisløs kunstnerisk eremit et sted derude i det rytmisk-klassiske landskab. En kreativ eremit konstant hyggepludrende om kunstens materier med sine edsvorne tilhængere.

En iltfattig oplevelse
Men man bliver så sandelig mindet om det på ’Hospital Cafeterias’. Paradoksalt ikke mindst i kraft af dens løsere struktur.

Det er en slags musikalsk (u)lystvandring igennem et romantisk og afplukket europæisk kulturlandskab.

Hall har sat en række musikalske modspillere i scene, og det fjerner det hermetiske, som tit har gjort et Martin Hall-album til en noget indadkroget og iltfattig oplevelse.

Men ’Hospital Cafeterias’ er noget andet. Tableauer iscenesat som flimrende lydbilleder.

En slags sjælelige rusbilleder flimrende på trommehinden via spøgelsestelefoner, europæisk togrummel og electronica knitrende som nutidens ektoplasma.

Det starter med ensom stemme, og det slutter med en ensom stemme. Stemmer i natten famler efter kontakt, men rummet er stort og hospitalskorridorerne endeløse.

Tungtvejende tangenter
Klassiske strygere, elektronik og tungtvejende tangenter dominerer på skift de gennemgående elegiske stemninger med The Vista Dome Ensemble som Halls klassiske husorkester.

Albummets store romantiske sang er Knud Oddes ’Lavender Grey’, der minder om, at netop Martin Hall og Knud Odde har et fælles berøringspunkt i nostalgien efter et Mitteleuropa, hvor kunsten var livets ekstreme salt og næring.

Martin Hall er teatralsk regissør snarere end solist på ’Hospital Cafeterias’.

En iscenesætter af mangeartede begivenheder, der alligevel alle har en umiskendelig Hallsk stimmung.

Det er nærmest Martin Halls svar på David Lynchs genkommende drøm om en kabaret med groteske og sælsomt smukke fænomener.

Den elektroniske musiks bedstemor, Else Marie Pade, den ’afdøde’ Claus Beck-Nielsen, sopranen Andrea Pellegrini suppleret af tysk recitation ved Herbert Zeichner, mens musikken væver sig ind og ud af klassiske strygere og elektroniske rytmer.

Hjerteskærende flygtig
Engleklang og regnvand siver gennem taget på ’Wohnung’, som havde Rufus Wainwright fået tysk pas.

Afslutningen er så hjerteskærende flygtig som en isblomst udsat for feberånde.

En ung anonym pige fortæller på ’Nætterne er lyse’, søvnløs i natten og indrammet af Mikkel Meyers elektro-statik, så længslen drypper fra hendes ensomme ungdomsstjerne klistret fast på universets uendeligt trætte ansigt.

Lidt i modsætning til albumtitlen er ’Hospital Cafeterias’ et musikalsk galleri, hvor man med nysgerrighed og skiftende udbytte bevæger sig fra rum til rum.

Men så er det måske meget passende alligevel. I hospitalets cafeteria og i de brune venteværelser mødes de syge og de sunde, de gale og de gammelkloge, de højstemte og de skrutryggede.

De fra livet udskrevne i ansigtsløse morgenkåber og klamme tøfler, som stadigvæk i sig rummer billeder, hvor de ligger på en chaiselong, mens de dovent dasker ridepisken på den nærmeste marmormås.

Et musikalsk selvportræt
I det vildtvoksende Martin Hall-katalog er ’Hospital Cafeterias’ både en slags samlings- og højdepunkt i det nye årtusinds produktion. Nogle gange laver han lydspor.

Her er det snarere spor af lyd, man følger hele vejen hjem. Det elektroniske og det symfoniske befrugter hinanden i usædvanlig grad.

Ved hverken at gå efter værket eller popsangen, men ved at invitere mange gæster og flytte fokus fra sig selv, har Martin Hall malet et musikalsk selvportræt, der har flere facetter, og måske også mere præcision, end når han har skabt og skabt sig med ansigtet presset så tæt til spejlet, at spejlbilledet dugger.

Som det ganske passende gør på omslaget til den lige så grandiose som smukt-støvede popplade ’Random Hold’ fra 1996.

Det er den hermetiske Halls mest lydefri popværk. Der ligesom Under For-albummet ’Apparently All The Same’ fra 1984 nu er udkommet i remasterede udgaver med masser af ekstramateriale.

Med Under For må man dog konstatere, at tiden har været hårdere ved den unge Martin Halls mejslede gravitas og trioens mere kuldslåede end tribale rytmepuls.

Også anmeldt i denne artikel:

Martin Hall: Random Hold. Remastered. Panoptikon.

Under For: Apparently All The Same. Remastered. Panoptikon.