Ordet fortolkning føles næsten lidt utilstrækkeligt, når man skal beskrive, hvad det var, Cat Power for præcis et år siden gjorde med en række evergreens fra rock, pop og jazz på sit coveralbum ’Jukebox’.

Der var nærmere tale om en slags afklædning, hvor de totalt ribbede og afklædte originaler stod tilbage som en nøgen hud, Cat Power kunne smyge sig i.

Uanset om sangene oprindelig havde optrådt med Frank Sinatra, Hank Williams, Janis Joplin eller Joni Mitchell, stod de nu på scenen igen frataget enhver rest af musikhistoriske markører.

Splitternøgne i rampelyset kun dækket af Cat Powers vokale gåsehud og akkompagneret af Dirty Delta Blues Bands langsomme, spøgelsesagtige hvisken langs vægge og gulvbrædder.

Blues som en blid klagen. Hjertets knirkende smerte vibrerende op langs stemmebåndet i et bud på en ny form for stillestående soul.

Nål i vinyl
At Cat Power alias Chan Marshall er en radikal fortolkningskunstner bliver understreget på ’Dark End Of The Street’. Seks numre nedfældet på to solide mini-lp’er.

To gange ti tommer skabt til at blive fremmanet af nål i vinyl. Numrene stammer fra ’Jukebox’-indspilningerne, men bærer ikke præg af at have været tilovers.

De er en naturlig del af den samme sælsomme helstøbthed, hvor Aretha Franklin, The Pogues og Creedence Clearwater Revival ikke bare kan være i stue sammen, men næppe heller er til at skelne fra hinanden.

Et ægte 'cover'
Det engelske udtryk ’cover’, at dække, er bogstavelig talt mere dækkende for Cat Powers metode, end det danske ords fortolkning.

Titelnummeret, ’Dark End Of The Street’, er mini-albummets mest magiske, og albummets tre soulsange (de to andre er Aretha Franklins ’It Ain’t Fair’ og Otis Reddings ’I’ve Been Loving You Too Long (To Stop Now)’) stilleswinger lige den tand mere naturligt.

Bærer og brister
Men både en udgave af CCR’s ’Fortunate Son’ og The Pogues ’Ye Auld Triangle’ får et glitrende nyt liv af at blive løsnet og løsrevet fra alle politiske og tidsmæssige forankringer.

Med uhyre diskrete virkemidler får kvartetten Dirty Delta Blues Band skabt en unik næsten ikke-eksisterende bandlyd, der på sin egen paradoksale måde er meget lidt beskidt, men udtrykker sig med små, vitale livstegn.

Et passende udtryk for projektets grundlæggende paradoks, der både bærer og brister.

Højst personlig fortolker
Allerede med ’The Covers Record’ i 2000 viste Chan Marshall sig som en højst personlig fortolker, men med ’Jukebox’ og ’Dark End Of The Street’ har hun indoptaget originalerne i sig på en måde, så de ikke genopstår, men går igen som melankolske skygger af sig selv.

Distinktionerne mellem genrer, epoker og følelsesregistre opløses i Cat Powers inderlige udviskethed, der både er knivskarp og diffus.

Cat Powers fortolkninger er en milepæl, men markerer samtidig et punkt, hvor selve det at fortolke er tæt på at ophæve sin egen mening, når de enkelte sange på denne måde opløses i et personlighedens syrebad.