Årgang 2008 startede med den fornemme dubtronica-udgivelse ’Falder baglæns ind i igår’ fra SpejderRobot, og for at tegne en hel cirkel sluttede Rumpistol året af med et lige så forførende album. Det er mindre varmt, men har til gengæld flere musikalske facetter i sit udfoldede kompositoriske forløb.

Komplekse rytmeforløb
Bassen tegner tunge mønstre på alle otte skæringer, men det er i de mange højere musikalske lag, at Rumpistol-bagmand Jens Berents Christiansen udstiller sit mangesidede talent for melodier, atmosfære og komplekse rytmeforløb.

Et sted vugger tonerne fra en guitar mellem de harmoniske klange, et andet er det violinerne, der trækker en hinde af melankoli ud over bassen, og i en tredje passage kribler synthfigurer rundt forrest i lydbilledet og tegner sirlige streger.

Og nede under det hele er bassen markeret og dyb som en mineskakt i Sibirien, hvor der indimellem tabes et stykke værktøj, så det runger af ekkoer i det underjordiske system.

Har konstant fat i lytteren
Denne form for elektroniske kompositionsplader kan let blive en prøvelse for den utålmodige lytter, der måske savner et skred eller dybe rifter i forløbet.

Men Rumpistol tegner med bløde linjer og lader sin dramatik forplante sig nedefra og langsomt.

Lader man først ørerne snurre ind i Rumpistols klangrum, slipper man til gengæld ikke så let ud igen. Han har konstant fat i lytteren og formår med imponerende variation at dreje sit flotte lyd- univers som en roligt roterende prisme under en hvælving af små glødepærer.

Resultatet er både intimt på en mørk og smuk måde, men også overraskende og konstant stimulerende.

Særlig for dem, der indtager electronica henslængt på sofaen, mens de drømmer om storbyens anonyme ensomhed.