Hvor i dansk rock finder man ellers scorereplikker som: »Hva’ så Leonard Cohen/ Skal vi ikk’ gå hjem til dig og stene til Junglebogen?«. Nej vel.

Der er gode grunde til, at vi er nogle, som har holdt meget af sangskriver Michael K’s skæve hverdagspoesi og den skramlede musikalske iscenesættelse fra hans projekt Klondyke på foreløbig tre album.

I fanskaren finder vi også den meget omtalte filosof, trommeslager, producer m.v., Thomas Blachman, som derfor har sat sig for at iklæde en af de sidste strejfere i den danske sangskat noget i retning af musikalsk kjole & hvidt.

Ny musikalsk indpakning
Svøbt i lækre strygere, bløde klange, keyboards og kor synger Michael K stadig sine underspillede sange med finurlige reportager fra det, der også er den danske virkelighed.

Måske sætter komponisten endda ord på sin nye musikalske indpakning: »Du sir du ikke ved hvad jeg ligner/ Jeg tror selv jeg blir trendspottet når/ jeg går henad byens boulevard så hip og så cool mellem biler i fart«.

Det vil være umanerlig fortjent, hvis Michael K virkelig bliver trendspottet i sin finpudsede stil. Men personlig må jeg indrømme, at det er lidt svært at forlige sig med at se den gamle, bulede sæbekassebil rulle ind i en forgyldt garage med elektronisk port.

Musik uden knaster
Melodier og arrangementer glider roligt og tempereret ud ad vejen uden de knaster, der ville få en til at spærre ørerne op for alvor. Rimeligt nok, da også teksterne synes mere runde, afklarede og kærlige end tidligere som i eksempelvis den virkelig vellykkede forelskelse i en »midnats-servitrice«, ’Moto Guzzi’.

Måske har Michael K og Blachman virkelig fundet guld i Klondyke? Men jeg savner nogle knap så gyldne råstoffer.