Man kaldte det engang D.I.Y. Do It Yourself. I rockmusikkens verden er dette græsrodsideal i disse år ved at blive realiseret for fuld skrue. Kombinationen af den gammeldags pladebranches kollaps i rollen som Store Stygge Ulv og de nye enmandsteknologier, som gør det muligt for kreative unge mennesker at nørkle nørdet bag hjemmets fire vægge, har vendt op ned på den rytmiske musik.

På plussiden noterer man en forbløffende mængde idéer og originale stemmer. På minussiden noterer man en stormflod af udgivelser, hvor idérigdommen og spilleglæden ikke altid har fået kvalificeret modspil. Nogle gange lyder det som om nogen har moret sig med at komme noget sjovt i vandet på Grøn Stue.

Snurrige Stampe
Som når nu multi-instrumentalisten Jonas Stampe klæder sig ud som det sjældne dyr Snöleoparden og får århusianske børnehavebørn til at skråle med på Sebastians ’Hodja fra Pjort’. Snöleoparden har givet sit besyv med på tema-albummet ’Frie børn leger bedst’, og det er også devisen på et album, hvor afslutningsnummeret ’Grieg’ lyder som Cirkeline på syre.

’Dreng’ har en 6-årig pakistansk dreng i den vokale hovedrolle, mens det andre steder er xylofon, fløjter og andet krimskrams, der udmønter sig i snurrige detaljer.

Det skægge og instrumentalt helt forrygende ’Xylofon’-nummer dyrker typisk et møde mellem det barnlige og det hypnotiske i, hvad der lyder som en mental udflytterbørnehave på Bali. Stampe er en af de mest snurrige blandt snurrige fætre.

Noget ganske særligt
Næsten lige så snurrig er islandske Thorir, der også vælger at færdes under et alias – My Summer as a Salvation Soldier. Efter albummet ’Anarchists Are Hopeless Romantics’ udsender Thorir sit tredje album ’Activism’.

En lille skæv stemme, et sølle skravl af en guitar, en ynkværdig tamburin og en håndfuld sange af den absolut sørgmodige, realistiske slags bliver forbløffende nok til noget ganske særligt. Her er hovedrysten over flyvske idealer. Her er en musik, der engang imellem eskalerer helt vildt og udvikler sig til en slags fodslæbende lo-fi.

Det er på sin egen måde både personligt og ret fremragende, når man som lytter lige kommer ned i tempo – et enkelt nummer er næsten et minut om at komme i gang! – og får rigtigt øje på de klassiske sangskriverkvaliteter i et nummer som ’Remember, remember!’.

Hvor Teitur har hovedet oppe imellem stjernerne, har Thorir hovedet i en islandsk kulkælder. Men lyse op gør sangene alligevel fra denne melankolske stodderkonge blandt snurrige fætre.

Påklistret lyd
Den canadisk-danske duo Said The Shark er knap så snurrig. Musikken på det andet album ’Silly Killings’ er tyst lo-fi med fine tekster og et væld af opfindsomme detaljer kriblende i det diskrete lydtapet. Det er som på debuten ’Always Prattling On About Wolves’ grundlæggende en nænsom musik og en meget personlig musikalsk vision.

Men der er også alt for langt imellem sange, der som ’All The Rules’ virkelig griber opmærksomheden. En del af forklaringen følger på det næste nummer ’Paper Girl’, hvor Maya Saxell lyder som en lettere tåget variant af Cat Power inviteret til te hos P.J. Harvey.

Det er ikke noget ringe nummer, men når ’Silly Killings’ bliver for ensformig i længden, så er det fordi musikken har det med at liste forsigtigt på Cat Power-poter rundt om Maya Saxells sange. Når kernen mangler tilstrækkelig kraft bliver lyden af knirkende døre, klokker og bjældeklang ikke så pudsigt som det bliver påklistret.

Forliebt i sig selv
Said The Shark har mange kvaliteter, men det er som om man denne gang har været lidt for benovet af den sarte støvregn i Maya Saxell stemme. Måske fordi hun selv som producer ikke har den fornødne distance?

Talentet bliver på Said The Sharks andet album hæftet op på for mange manerer, for megen enslyd og for få numre med gennemslagskraft. Og det er vel lige præcis den grundlæggende fare i en D.I.Y.-tid, at man uimodsagt kan få lov til at blive lidt for forliebt i sine egne særheder.