Med deres opstyltede piratkluns og pompøse hyldest til de svulstigere dele af 1970’erne og 80’ernes poprock stiller danske The Storm sig villigt for skud.

Med den kidnappede Mew-bassist Johan Wohlert på slæb tramper Swan Lees tidligere sangerinde Pernille Rosendahl karrierebevidst ind over de sarte mimoser i indierockens fagre blomsterbed.

Og fyrer den af, som om hun var Meat Loafs ukendte lillesøster.

En godbid af anselige dimensioner
Alt sammen fuldstændig uden spor af den obligatoriske ironi, som stort set alle andre i større eller mindre grad forskanser sig bag.

Så med udgivelsen af ’Where The Storm Meets The Ground’ dingler en godbid af anselige dimensioner foran næsen på både janteloven og den rockpolitiske korrekthed.

For The Storm er ikke så meget et frisk pust som et glitrende vulgært vindstød fejende ind mellem horderne af introverte gymnasiebands, følsomme guitarpiger, pudseløjerlige fuldskæg og ironiske TV-2-kopier.

Pointsejr i modeugen
På omslaget designet af svenske Walsecustomdesign ligner Pernille Rosendahl og Johan Wohlert Heidi på gæstevisit hos Johnnydrengen og de andre Pirates of the Caribbean.

Men hverken Aqua eller ABBA gik heller ligefrem efter en pointsejr i den københavnske modeuge.

De ville vække opmærksomhed, koste hvad det ville. Og det har The Storm åbenbart også tænkt sig at gøre.

Den skjulte ingrediens
Uanset hvor mange blodige overtræk det vil indebære på den københavnske cool-konto.

Netop ABBA og til dels Roxette lyder som den skjulte ingrediens i The Storms melodiske Wagnerrock.

Den svenske sans for den lumske popkrog, der afgørende løfter numre som det toneangivende åbningsnummer ’Drops In The Ocean’ og det i mine ører fuldstændig klassiske scan-rockhit ’Friendly Advice’.

En stormende kærlighedserklæring
Uanset hvad man synes om The Storms stormende kærlighedserklæring til fortidens svulmende poprock, så er den indiskutabelt konsekvent konciperet og voldsomt kompetent udført.

Det er en gungrende rocksuite om den store kærlighed med og uden knaster, hvor den altopslugende romantiske skæbne er sagen både som indhold og ornamentik.

Hvor Pernille Rosendahls lidt skingre stil tidligere satte grænser for hendes emotionelle rækkevidde, så synger hun som en fuldmodnet rockprimadonna på ’Where The Storm Meets The Ground’.

En bragende flot rockplade
Johan Wohlert spiller den maskuline bas og har sammen med en mindre hær af lejesoldater også spillet de retrospektivt stemte guitarer.

Pernille Rosendahl og Johan Wohlert har tilladt sig selv at være lydvoks i 70’er-troldmanden Roy Thomas Bakers (Queen og Gasolin’ m.m.m.) hænder.

Resultatet er blevet en bragende flot rockplade, der lyder næsten fuldstændig løsrevet fra sin samtid.

På fast formel
Et uomtvisteligt gammeldags prægtigt rockalbum, hvor den største svaghed er, at kompositionerne rummer for få højdepunkter, der helt kan matche den kuppel af Sturm und Klang som Roy Thomas Baker har fremmanet i sin hule i Arizona.

I de svageste numre bliver producerens meget faste formel temmelig kvælende, ikke mindst Sandro Felicianos triste stadionrockede trommelyd.

Lydens dirkefri helhed tillader ikke mange andre personlige kvæk end Rosendahls dominerende vokal, men i de fleste numre er det også nok.

Befriende skamløshed
Hvis The Storm med deres pompøse 70’er-drøm skulle gå hen og floppe, så kan de gøre det med rejst pande.

I bevidstheden om at have satset hele butikken uden forbehold.

Det er ikke hver dag, et dansk band tør føre sig frem med samme befriende selvfølgelige skamløshed, som svenskerne engang havde for vane.