Bag et minimalistisk design gemmer sig passende nok minimalistiske popsange. Bag navnet Edison Jr. gemmer sig debutanten Frederik Schumann, der med hjælp fra tre sangere og to musikere ellers selv står bag enmandsprojektet opkaldt efter manden, der satte blus på glødelampen.

Lyse indfald er der også nok af på et album, der på sine bedste numre gør en dyd ud af netop at lade den enkelte sangs bærende idé lyse klart og alene. Et afbalanceret vemod er stemningsmæssigt det gennemgående tonefald på ’1.0’.

Men bag denne røde, melankolske glødetråd gemmer albummet på et temmelig afvekslende melodiforråd, hvor elektronisk pop og melodisk rockmusik finder mange, dæmpede fusionsformer. Selv om stilen er pop med tilbageholdt åndedræt er Schumann som vokalist lovlig meget på kattepoter.

Historisk er den mest oplagte reference Boston-trioen Galaxie 500, der huserede i begyndelsen af 90’erne. Således tro mod en retrospektivt afdæmpet rockfilosofi vil albummet nok snige sig under de fleste radarer, men denne debut afslører et sangskrivertalent, man meget vel kan komme til at høre mere til.

’Get On It (Step On It)’ og ’House In Brooklyn’ starter albummet på et særdeles lovende niveau. Senere flader kurven mere ud omkring det ildevarslende betitlede ’Going Nowhere’.

Nummeret lyder som et tilbagefald til en tidligere tid med mørkere og mere selvsmagende skitser. Når det lyse og åbne design dominerer, er debuten ’1.0’ slet ikke uden evner, og de bedste sange vender man tilbage til.